Jeg tror ikke på hjertets renhed ... og idealet er, som jeg ser det selvisk, da selve det at begære et rent hjerte og arbejde på det er selvisk, men jeg syntes, det er fint man forsøger at opdrage sig selv så man er/bliver til gavn og glæde for sig selv og sine medmennesker.

Da jeg forstår, det er munke, der har tid til denne form for meditation og selvcentrerede liv, der ønsker at opnå denne tilstand … "hjertets renhed"(Niavarna (?)) … er der jo ikke tale om et normalt liv blandt andre mennesker, hvor de spejler sig selv i medmennesket.

I Mahayna-buddhismen har vi troen på en række frelserskikkelser, kaldet boddhisattva'er, som har givet afkald på Nirvana og blive en evig Buddha for at give oplysning til mennesker. Boddhisattva betyder et væsen der giver oplysning.

Du har skrevet en del om at det ikke er muligt for et menneske at være uselvisk og det har du helt ret i. Det er almen lære indenfor psykologien.

Som jeg forstår skrifterne, repræsenterer Jesus jo netop dette … faderen sønnen og helligånden i sig jordiske liv … og masser af mennesker mener jo, de har guds hellige ånd ... hvordan forholder du dig til det?

Jeg forstår jo ikke, et fysisk billede er tegn på en dyb kærlighed til os mennesker.
Hvor mener du, denne dybe kærlighed kommer fra, og hvad består den af?

Og hvad kan du glimtvis ane af livets hellighed?