"Tiden kommer til at spille en ejendommelig Rolle i Heideggers Filsofi, som underkaster den sædvanlige Tidsopfattelse en skarp kritik.
Hidtil har man opfattet Tiden som en Rækkefølge eller Ophobning af ensartede, identiske Øjeblikke, der ustandseligt afløser hverandre. Fortid og Fremtid bliver skarpt adskilte i Nuet. Men i følge Heidegger er denne Opfattelse forkert. Menneskets egentlige Existens, dets "Entschlossenheit", bestaar i, at det i Nuet virkeliggør de Muligheder, der kommer fra Fortiden, men giver sig til Kende som Fremtid. Tiden er den uopløselige Enhed af Fortid, Fremtid og Nutid, der betinger Menneskets Existens, som derved faar en tidsmæssigt eller historisk Karakter. Disse tre Tidsafsnit er for Heidegger netop ikke adskilte "Afsnit", der afløser hinanden. De udspringer samtidig og sammenknyttede i det existerende Menneske. Heidegger bruger ikke Betegnelsen Tidsafsnit om dem, men anvender det græske Ord "Extase" for at betegne den Proces, hvorved den udelige Tid udfolder sig i forskellige Retninger. Af disse tre sammenknyttede Tidsextaser spiller imidlertid Fremtiden en særlig Rolle. Menneskets Existens er altid et Spil af de Muligheder, der skal virkeliggøres. Disse Muligheder kommer ganske vist fra Fortiden. Men kun idet Mennesket søger at udforme sin Fremtid, bliver Fortiden forstaaelig. Fremtiden bliver derfor den Tidsextase, der "udspænder" Menneskets egentlige Existens, og kun udfra Fremtidens Synspunkt kan Mennesket i Nuet vælge blandt Fortidens Arvegods.

I modsætning hertil er den uegentlige Existens uhistorisk. "Das man" har ingen Historie, men lever fortabt i Nuet og forstaar ikke at gribe Fremtidens muligheder og vælge blandt Fortidens Arvegodt. Det uegentlige existerende Menneske har derfor hverkeen Fortid eller Fremtid.