|
0
registrerede
700
gæster og
1513
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Tikka.
Det begynder at dæmre for mig (hvis jeg da ikke er på vildspor), hvorfor du er kritisk, når det kommer til emner som "det uselviske" og "det guddommelige", fordi det aner mig, at du måske her har oplevet hykleri i kristen sammenhæng.
Hvis det er sådan, det hænger sammen, har jeg lettere ved at forstå dig.
Den slags føler jeg mig lykkeligt fri af - dels fordi jeg ikke har tilsluttet mig noget fællesskab - og dels fordi jeg opfatter mig selv som åben for alle religiøse impulser og inspirationer - uden - udelukkende - at "bekende mig" til nogen af dem.
Hvad det uselviske angår dyrkes jo f.eks. "hjertets renhed" bl.a. i østlige religioner som et - nærmest uopnåeligt - ideal.
Og hvad "det guddommelige" angår, er det for mig især de byzantinske ikoner, der inspirerer - ikke at de selv er guddommelige, men at de "peger" i den retning og derved giver mig en anelse.
Du skriver on Nuet:
- Mennesket er bærer af tanken … erindringen om fortiden og tanken/fantasien om fremtiden som farver det enkelte menneskes nutid.
Dette er vel en forudsætning for at kunne bære tanken om gud med ind i Nuet og for at kunne beslutte, at vandre/tilbede gud i ånd og sandhed fremadrettet. (?)
Her er tanken for mig sekundær i forhold til selv oplevelsen, følelsen, fornemmelsen, det intuitive - og gudsforestillinger er for mig for det meste fraværende.
Nuet kan være så fængslende, synes jeg, at jeg kan komme til at glemme mig selv.
Mon ikke vi alle kender til at opleve en biograf-forestilling så spændende og gribende, at vi først bagefter genfinder os selv 
Og når vi så kommer til Evigheden så føler jeg mig endnu mere fortabt noget, der ligger bag, over, under, i nuet - "alle tider" - noget jeg allerhøjst kan ane - måske som noget uendeligt, der står lodret i forhold til tiden som værende vandret.
Sammenfattende kan jeg måske sige det sådan, at jeg ikke bilder mig ind at kunne opleve hverken nuet eller - endnu sværere - evigheden
Men det er skønt, synes jeg, dog at ane dem begge 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
