|
1
registreret
(1 usynlig),
3
gæster og
89
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Her lidt tanker fra Max Frisch' dagbogsblade, eller omskrivninger, udenomssnak...næsten en afspejling af Marguerite Duras' At Skrive - han fortæller forøvrigt i samme blade en fortræffelig historie om sit møde med Bertolt Brecht, hvis du sku' få lyst til at anbringe ham på natbordet...;)
Om betydningen af at føre dagbog:
Vort liv foregår på et transportbånd; vi har intet håb om at indhente os selv og forbedre et eneste øjeblik af vort liv. Vi er de svundne dage, selv når vi forkaster dem, i samme grad som vi er dagen i dag. -
Tiden forvandler os ikke.
Den bringer os kun til udfoldelse.
Ved at nedskrive sine tanker- der højst kan have gyldighed for øjeblikket og stedet, hvor de opstår - og ikke ved at fortie dem, vedkender man sig dem. Man gør sig ikke noget håb om, at man i overmorgen, når man tænker det modsatte, skulle være blevet klogere. Man er den, man er. Man sætter pennen i papiret som nålen i jodskælvsobservatoriet, og i grunden er det ikke os, der skriver; vi bliver skrevet. At skrive vil sige: at læse sig selv. Hvad der sjældent er den rene fornøjelse; man forfærdes for hvert skridt, man gør; man tror selv, at man er en gladensvend, og hvis man tilfældigt ser sig selv i en vinduesrude, opdager man, at man er en gnavpot. Og en moralist, hvis man læser sig selv. Det er der ikke noget at gøre ved. kun ved at bevidne og fastholde de øjeblikkelige tankers siksakkurs kan vi lære vort væsen at kende, dets kaos eller skjulte helhed, dets uafvendelighed, dets sandhed, alt det, vi ikke umiddelbart er i stand til at finde udtryk for, og da slet ikke ud fra et enkelt øjeblik -.
Tiden?
Den ville i såfald kun være et tryllemiddel, der lader vort væsen falde fra hinanden og gør det synligt, idet den opdeler livet, alle muligheders allestedsnærværelse, i en tidsfølge. Kun derved fremtræder livet som forvandling, og derved nødes vi atter og atter til at antage, at tiden dvs. tidsfølgen, ikke er noget væsentligt, men noget tilsyneladende. Den er et hjælpemiddel for vor indbildning, et forløb, der i en tidsfølge viser os, hvad der egentlig er en helhed, nemlig noget samtidigt, som vi ganske vist ikke kan opfatte, lige så lidt som vi kan opfatte lysets farver, når strålerne ikke er brudt og opdelt.
Bevidstheden er som et brydende prisme, der opdeler vort liv i en tidsfølge, med drømmen som den anden linse, der atter samler det i den oprindelige helhed. Drømmen og digtningen, der således søger at nærme sig det samme mål -.
Om forfattervirksomheden.
Det vigtige er: det uudsigelige, det hvide mellem ordene; altid taler ordene om noget uvæsentligt, som vi egentlig ikke mener. Vort anliggende, det egentlige, kan vi i bedste fald omskrive, og det vil ordret sige: man skriver udenom. Man omringer det. Man siger ting, der aldrig dækker vor virkelige oplevelse, som forbliver uudsigelig. Det, vi siger, kan kun afstikke oplevelsen så snært og nøjagtigt som muligt, og det egentlige, det uudsigelige fremtræder i bedste fald som en spænding i det, der er blevet sagt.
- Max Frisch.
mvh
Simon
|
|
|
|
