|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej i en disset, grågrøn søndag morgen, RM..
Og som P.s. til de to vidunderlige skuespillere, der vist altid har komplementeret hinanden så storartet, men hvor særlig Walter Matthau med sine æselører og hangen til det gode slagsmål med krydsord, jo så ofte fremtvang forståelsen af meninger gennem krystalklare ironiske modsætninger, ja så ører ligefrem spidsedes når munden åbnedes...
...her et digt af Paul Celan, som der er så vældig musikalsk en storhed i; og ingen hænder ka' vel som Ingeborg Bachmanns udtrykke hans koder i forståeligere lydbilleder, så derfor først lidt fra en af hendes forelæsninger i Frankfurt, egentlig hendes egne noter der senere blev udgivet i samlinger, hvorfra hun i samlingen Ny tænkning, nyt sprog (kap.: Om digte) siger flg.:
... Dette gælder i højeste grad også for digteren jeg her til slut vil tale om: Paul Celan. Med et gravskrift, Todesfuge, fremtrådte han først for os, og med svært lysende, dunkle ord, som foretog en rejse til natten ende. Og jeg'et giver i disse digte afkald på det store og voldsomme, på en fremtvungen autoritet - og vinder autoritet idet det ikke ber om andet for sig selv end: «gør mig bitter, regn mig med til mandlerne, regn mig med til det ... som holdt dig vågen ...» (Fra «Zahle die Mandeln» i Paul Celan: Mohn und Gedächtnis, 1952.)
Men her har jeg taget han sidste digtsamling med, Sprachgitter, siden han her begiver sig ind i et endnu ukendt, nyt terræn. Metaforerne er fuldstændig blevet borte, ordene har aflagt sig enhver forklædning, tilsløring, ikke et eneste ord flyver længere mod et andet, beruser et andet. Efter et smerteligt vendepunkt, en yderst hård overprøvning af forholdet mellem ordene og verden, følger nye definitioner. Digtene hedder «Matière de Bretagne» eller «Bahndämme, Wegränder, Ödplätze, Schnutt» («Jernbanedæmninger, vejkanter, tomme pladser, deponering) eller «Entwurf einer Landschaft» (Udkast til et landskab) eller «Schuttkahn» («Skraldebåd»). De er ubehagelige, undersøgende, tilforladelige, så tilforladelige i at benævne at det må hedde: hertil og ikke længere.
Men pludselig, på grund af den strenge begrænsning, er det igen muligt at sige noget, helt direkte, uden koder. Dette er muligt for den som om sig selv sir, at han går virkelighedssåret og virkelighedssøgende med sin eksistens til sproget. I slutningen af det store digt «Engführung» («Tætføring») optræder en lignende sætning, og med den vil jeg gerne slutte - men for at ordet »stjerne« skal forstås rigtigt, nævner jeg først at stjernerne for Paul Celan var et »menneskeværk«, at det er et menneskeværk der her menes:
......... En
stjerne har vel stadig lys.
Intet,
intet er tabt.
*
Selve digtet:
Tætføring
-
Bragt ind i
landskabet
med det usvigelige spor:
Græs, skrevet itu. Stenene, hvide,
med stråenes skygger:
Læs ikke mere - se!
Se ikke mere - gå!
Gå, din time
har ingen søstre, du er -
er hjemme. Et hjul ruller,
langsomt, af sig selv, egerne
klatrer,
klatrer på sortagtig mark, natten
behøver ingen stjerner, ingen steder
spørges der efter dig
*
Ingen steder
spørges der efter dig -
Stedet, hvor de lå, det har
et navn - det har
intet. De lå ikke der, Noget
lå imellem dem. De
så ikke igennem.
Så ikke, nej,
talte
om ord. Intet
vågnede,
søvnen
kom over dem.
*
Kom, kom. ingen steder
spørges der -
Det er mig, jeg,
jeg lå imellem jer, jeg var
åben, var
hørlig, jeg tikkede for jer, jeres åndedræt
adlød, det er
stadigvæk mig. I
sover jo.
*
Er det endnu -
År.
År, år, en finger
famler ned og op, famler
omkring:
Sammensyningssteder, følelige, her
står det vidt åbent, her
voksede det sammen igen - hvem
skjulte det?
*
Skjulte
det - hvem?
Kom, kom.
Kom et ord, kom,
Kom gennem natten,
ville lyse, ville lyse.
Aske.
Aske, aske.
Nat.
Nat-og-nat. - Gå
til øjet, det fugtige.
*
Gå
til øjet,
det fugtige -
Orkaner.
Orkaner, fra begyndelsen af,
partikelfygen, det andet,
du
ved det jo, vi
læste det i bogen, det var
mening.
Var, var
mening. Hvordan
greb vi fat i
hinanden - med
disse
hænder?
Det stod også skrevet, det.
Hvor? Vi
lagde en stilhed over,
giftstandset, stor
en
grøn
tavshed, et bægerblad, der
hang en tanke, vækstlig, på det -
grøn, ja,
hang, ja,
under ondsindet
himmel.
på, ja,
det vækstlige.
Ja.
Orkaner, par-
tikelfygen, der var endnu
tid, endnu
til at forsøge hos stenen - den
var gæstfri, den
afbrød ikke talen. Hvor
havde vi det godt:
Kornet,
kornet og trævlet. Stilkformet,
tæt;
drueagtigt og stråleformet; nyreformet;
flaft og
klumpet; løst, for-
grenet -: den, det
afbrød ikke talen, det
talte,
talte helst til tørre øjne, før det lukkede dem.
Talte, talte.
Var, var.
Vi
slap ikke taget, stod
i midten, en porebygning, og
det kom.
Kom mod os, kom
igennem, lappede
usynligt, lappede
den sidste membran,
og
verden, en tusindkrystal
skød op, skød op.
*
Skød op, skød op.
Så -
Nætter, udskilte. Cirkler,
grønne eller blå, røde
kvadrater: verden
satser sit inderste
i spillet med de nye
timer. - Cirkler,
røde eller sorte, lyse
kvadrater, ingen
flyverskygge,
intet
målebord, ingen
røgsjæl stiger og spiller med.
*
Stiger og
spiller med -
I uglernes flugt, ved den
forstenede spedalskhed,
ved
vore flygtende hænder, i
den yngste forkastning,
over
skydevolden på
den begravede mur:
Synlige, på
ny:
furerne,
korene, dengang,
salmerne. Ho, ho-
sianne.
Altså
står der stadig templer. En
stjerne
har vel endnu lys.
Intet,
intet er tabt.
Ho-
sianna.
I uglernes flugt, her,
samtalerne, daggrå,
grundvandssporene.
*
(- - daggrå,
grund-
vandssporene -
Bragt
ind i landskabet
med
det usvigelige spor:
Græs.
Græs,
skrevet itu.)
- Paul Celan, Sprachgitter, 1959.
mvh
Simon - god søndag.
|
|
|
|
