|
0
registrerede
426
gæster og
174
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Poetisk fryd i Schadetoner :))
Konkyliens sang
Sommerblæsten synger blå
I min sanselige krop,
Det suser i mit hoved –
Det er en konkylieskal
Fra evighedens strand,
Og verdensvæsner,
Barnlige sjæle
Holder mig for øret,
Hører mig koge og suse.
Langt borte fra
Kommer lyden,
Kommer en sagte solrislende lyd
Fra grønne gennemsigtige bølger,
Fra der hvor inden véd – så vokser den
Nærmere, nærmere
Kommer den,
Og det er som du synker i et stort hav af længsel
Og bader i evighedens bølger.
Og kommer du, og ser du
Og finder min skinnende form,
Min regnbuefarvede skal,
Da vil du længes –
For jeg synger som sommerblæsten
Om det som sov i dig selv –
Og vågner engang måske,
Når solen har drukket mine farver,
Og vi ser de smilende børn,
Hvis drømmende øjne er stjernerne,
Der kigger på jordens svingende kugle
Og lytter til mærkelige toner –
Jeg synger som sommeblæst,
Hør mig,
Over det susende hav
Usynlig kommer jeg farende –
Op bag jordens skuldre
Stiger små skyer,
Jeg fører dem med mig,
Jeg giver dem vinger,
De store, hvide, flagrende skyer.
Jeg giver bølgerne liv
Og evig bevægelse,
Jeg kysser dem bløde og eftergivende,
Jeg kysser den gejle og skumfrådende,
Jeg lader dem rase og rulle med øjnene
I afmægtige lidenskaber.
Jeg lader dem synge sig smægtende trætte
I kystens frodigt smilende arme –
Min vej er evig,
I stilheden dør jeg,
Men hvor jeg er, synger livet –
Du ser mig drage med skyer over landet
Og velsigne jorden,
Du mærker min ånde i modent korn,
I solbrun markduft,
Du hører mig hviske i krydret lyng, i biernes summen,
Du hører mig synge i mågernes stormskrig,
I solsortens messesang,
Mine vingers pust går gennem dit vindue
Og lufter gardinet,
Du hører mig synge dybt i dig selv,
I dit susende blod,
Jeg hører alle levende hjerter på jorden,
Og de ler af lyst.
Jeg synger sol og sæd –
Jeg stemmer instrumenterne,
Sjælenes – legemernes,
Jeg lader tonerne stige,
Jeg slår orkanens akkorder an,
Jeg synger sansernes symfoni –
Skønne og skyldfri
Er skabningerne,
Som en rød tråd
Slynger floden sig
Fra skød til skød,
Fra slægt til slægt,
Gennem livets land
Til evighedens hav –
Rislende rene er vi
I det hvide solrige,
Som luften efter tordenvejr –
Strålende sandsletter er vores tanker,
Hvilende på stranden
O plastiske skikkelser,
Usammenhængende er sandkornene,
Kommer orkanen
Hvirvles mod alle verdenshjørner
De små kloder –
Umådelige er vi,
Ladet med almægtige lyster
Som en elektrisk sommerdag –
Når skyer formørker solen
Med gigantiske gudespil –
Når hvide, vingede englebørn
Jages af sorte djævleunger
Og de sorte sejrer –
Under bjergenes bragen
Floders styrten,
Og de sendes lynende stråler
Af flydende ild,
Og de pisker flammer
Af jordens skød
Og bringer død
Og dårskab.
Men om aftenen, når luften dirrer
Over blomstrende lyng
Og duftende korn,
Da synker solen i knæ
Og græder blod,
Da kysser den jordens skuldre
Med en glorie om hovedet,
Og da kommer stjerneøjnene frem –
Og jeg synger min elskedes drøm –
Jeg rækker helt op i himlen
Og river en stor, rød stjerne ud,
Det er hendes hjerte - -
Og jeg holder det i hænderne,
Og ser,
Hvor det banker og bobler varmt
Og det hvisker og giver mig nøglen
Til alle himlens gåder –
Men jeg ser, hvordan det fryser
Og fryser til en stor klump af guld,
Og jeg tager mig eget hjerte
Og lægger det i hende –
Så smelter hun og smiler
Og hviler tryg som jorden
I sin grønne seng.
Hendes øjne er åbne og nøgne
I den dybeste favnende drøm –
Og vi hører et sydhavns dønninger slå
Mod en solberuset og ensom ø.
Hendes negle er røde koralrev
I armenes rytmiske bølger,
Og brysterne buede kraterbjerge
I et fjernt og fantastisk land,
Hendes magtgyldne lysende underliv
Er en japansk måneskive,
Hendes skød er en skovsøs dunkle mystik
I det mørkeste Afrika –
Og vi drømmer, at tiden er død,
Og jorden falder ned
Og slår hul på himlen
og vi ser de smilende børn
hvis drømmende øjne er stjernerne –
de går og leger
ved stranden –
så finder de en konkylieskal –
en tusindårig konkylieskal –
og det tager den op
og lytter ---
Jens August Schade
|
|
|
|
