|
0
registrerede
1095
gæster og
234
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Lidt nattelæsning fra Paul Celans erfaringsdyb...
Bliv blind allerede i dag:
også evigheden er fuld af øjne -
i dem
drukner det, som hjalp billederne
over den vej, som de kom,
i dem
slukkes det, som med et tegn
tog også dig bort fra sproget,
og du lod det ske som
dansen af to ord gjort af
efterår og silke og intet.
*
Noget som nat, mere skarp-
tunget end
i går, end i morgen;
noget som en
fiskemundshilsen
over jammer-
disken;
noget sammenblæst
i barnenæver;
noget af mit
og ingens stof
*
Trådsole
over det gråsorte øde.
En træ-
høj tanke
griber lystonen til sig: der er
endnu sange at synge hinsides
menneskene.
- fra Atemwende, 1967.
Et enkelt digt fra Sprachgitter, 1959:
Stemmer, ridsede
i det grønne i vandfladen.
Når isfuglen dykker,
svirrer sekunderne:
Det der tilkommer dig
på hver bred,
det træder
høstet ind i et andet billede.
*
Stemmer fra nældevejen
Kom til os på hænderne.
Den som er alene med lampen,
har kun hånd at læse af.
*
Stemmer, natgennemvoksede, reb,
som du hænger klokken på.
Hvælv dig, verden:
Når dødsmuslingen svømmer frem,
vil det ringe her.
*
Stemmer, for hvilke dit hjerte
viger tilbage ind i din mors hjerte.
Stemmer fra galgetræet,
hvor sent træ og tidligt træ
bytter og bytter sine ringe.
*
Stemmer, gutturale, i gruset,
vor også uendeligt graver,
(hjerte-)
slimet kanal.
Sær bådene ud her, barn,
som jeg bemærkede:
Når kastevinden kræver sin ret midtskibs,
trækker klammerne sig sammen.
*
Jakobsstemme:
Tårerne.
Tårerne i broderøjet.
En blev hængene, voksede.
Vi bor i den.
Ånder, så
den løsner sig.
*
Stemmer, i arkens indre:
Kun
mundene er
reddet. I
synkende, hør
også os.
Ingen
stemme - en
sen lyd, timefremmed, skænket
til dine tanker, her, endelig
fremvokset: et
frugtblad, øjenstort, dybt
revnet; det
væsker, vil ikke
gro sammen.
*
Endelig to fra Mohn und Gedächtnis, 1952:
Erindring om Frankrig
Tænk med mig: himlen over Paris, den store
efterårstidsløse...
Vi købte hjerter hos blomsterpigerne:
de var blå og blomstrede op i vandet.
Det begyndte at regne i vores stue,
og vores nabo kom, Monsieur Le Songe, en lille
mager mand.
Vi spillede kort, jeg tabte øjestenene;
du lånte mig dit hår, jeg tabte det, han slog os ned.
Han trådte ud af døren, regnen fulgte ham.
Vi døde og kunne ånde.
*
Hele livet
Solene i den halve søvn er blå som dit hår
en time før morgen.
Også de vokser hurtigt som græsset på en fuglegrav.
Også dem lokker den leg, vi legede som en drøm
på lystens skibe.
Ved tidens kridtklint møder dolkene også dem.
Solene i den dybe søvn er mere blå:
sådan var dine lokker kun én gang:
jeg tøvede som en nattevind i din søsters
bestikkelige skød;
dit hår hang i træet over os, men du var der ikke.
Vi var verden, og du var et krat foran portene.
Solene i døden er hvide som vort barns hår:
det steg op af bølgen, da du rejste et telt på klitten.
Det drog lykkens kniv over os med bristede øjne.
- Paul Celan
mvh
Simon
|
|
|
|
