|
0
registrerede
758
gæster og
235
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Jeg tror det var Sarvig, der skrev:
Viden: at kunst er orden
eller ordenes opløsning
i opløsningens orden,
mens sindet ser.
I al fald ka' man give Sarvig ret ved at sige, at vi jo har så mange øjeblikke bag os, uden at de forsvinder i os, at vi må skabe nytåret for at holde rede på dem, for med en vis ordenssans at få lidt styr på os selv.
Det er så mærkeligt, nytåret, man kan blive så vemodigt fortabt i en brønd af melankoli, at nogen må redde én med en ordentlig brandert. Og det er vel hvad vi gør, forudsat der altså ér noget at se tilbage på, i savn. Tit er det de små minder der fylder allermest, små bitte glimt i tiden, der for en stund overskygger alt andet - som raketter der oplyser perlemorsmuren. Det nye kommer af sig selv; det er ikke dét vi, eller måske rettere jeg fejrer i nydeligt selskab. Det er måske også dét poesi og god litteratur gør, den hjælper os med at fastholde vores forhold til noget betydende, samle adspredte tanker i rytmiske former der bevæger os.
Jeg læste nylig i WA 51 et par herlige artikler: "Duften af Paris" og "Sus i syntaxen", som netop fik mig i bevægelse...
At bevæges af ordnede tanker er ikke det værste der kan overgå os, og det er vel hvad så mange digte m.m. har at tilbyde os. Her står den for tiden på "Vergils død" af Hermann Broch, som jeg engang læste uden samme udbytte, idet jeg befandt mig et andet sted. Enkelte digtere lever som blodtransfusioner videre i generationer, han er én af dem. Og med disse ord, tak for dine rosende - nogle roser ka' rose, uden at være ødelæggende, skrev Elias Canetti, og sikkert i bevidstheden om de stik han fik med og derfor ikke mod sig...;)
Bedste hilsner
Simon
|
|
|
|
