|
0
registrerede
98
gæster og
262
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Guds Ord
|
At have sig selv med i noget (kærlighed fx og ja andre gøremål, moralske handlinger) er vel ikke tegn på egoisme.
Jeg ville da meget nødigt elskes af et andet menneske der ikke er sig selv og har sig selv med i denne kærlighed. Men derfor er det da forhåbentligt ikke egoisme dimensionen der er med, eller fremtrædende.
Valget er vel ikke mellem uselvisk kærlighed eller kærlighed hvor egoisme også indgår. Der er et alternativ til disse to positioner og det er kærlighed (og moralske handlinger) hvor man/vi har os selv med i det. Ja forhåbentligt har vi os selv med i det, ellers er det billigt og let.
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
At et menneske har sig selv med i sine gøremål og kærlighed fx er jo ikke det samme som at der så er tale om egoisme eller selviskhed.
Selvet/ego'et/jeg'et er jo ikke kendetegnet ved egoisme eller egocentrisme.
Vi giver ordet til Paul Tillich i samme sag:
Det er på høje tid, vi afskaffer den teologiske uvane at rette et moralsk indigneret angreb mod alle gloser, hvor stavelsen "jeg" eller "selv" optræder. Selve den moralske indignation ville ikke eksistere uden et centralt subjekt og en ontologisk affirmation.
Den teologiske påstand om, at ethvert menneskes sjæl er af uendelig betydning, er en konsekvens af jegets ontologiske affirmation som netop dette udelelige, uerstattelige jeg. Det kan kaldes "mod til at være sig selv".
Jeget er et jeg, alene fordi det har en verden, et kosmos, som det hører til, og som det samtidig er forskelligt fra. Jeget og verden vekselvirker; det samme gør individualisering og participation". Citat slut
|
|
|
|
