|
0
registrerede
33
gæster og
199
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Et noget vemodigt, ja nærmest ophøjet digt, fra den herlige Schade:
NYTÅR
En nytårsaften ved juletid
lå jeg i sengen, forkølet og sløj
og fattig som rotter i skidt og møg.
Sort i humøret, skønt sneen var hvid
ude på taget, hvor rotterne sprang
lå jeg og hørte på klokker, der klang
og ringede midnat. Jeg sagde godnat
til min kæreste, dengang min søde skat,
og følte mig ensom og lidt forladt.
Så var det jeg vendte mig mod min væg
og hørte klokken slå sidste slag
i det gamle år, før det nyes brag.
Jeg ville sove, og gemme mig bort,
men væggen, som før var så mørk og bar
var pludselig varm og lysende klar.
Da så jeg min dreng på 3-4 år
komme til syne som regn på en rude.
Så tydelig, klar som en stjerne derude.
I hånden holdt han en tryllestav
som fe’er i børnenes eventyr –
den lyste som stråler fra lynene skyer.
I nogle sekunder smilede han,
og så forsvandt han. Med lynets fart,.
Men kom igen. Lyset strålede klart.
Så sov jeg. Så mærkeligt glad igen.
Om morgenen stod jeg for første gang
i måneder op. Jeg gik og sprang.
Og da jeg kom ned til det store hus,
hvori han boede, kom et sus
af glæde farende ud af døren,
og han sprang ind og kom straks tilbage
med sælsomme ting i sin lille hånd –
det var jo Virtus og så hans ånd.
Han holdt tallerkenen fra julebordet,
af simpelt pap med en nisse på,
der holdt et lys, som var det, jeg så!
Han sagde med sin stemme, så barneklar
˶Det så du i nat, min kære far.˝
*
Her ét til, af den vidunderligste slags:
Ved havet
Havet nynner med tung ro:
Tulia, tulia, tul tul.
Ved Vesterhavet står et par sko.
De sko er Karens med skind og hul,
nu står de her for en lille stund,
mens vi har puttet os mund mod mund.
Og havet stiger i storm og nat
fra Vesterhavet til Kattegat –
en hvis lille sko liogger hen, forladt.
Og brændingen brøler af latter fuld:
nu fylder havet det lille hul.
Tulia, tulia, tul tul.
- Jens August Schade.
mvh
Simon
|
|
|
|
