|
1
registreret
(1 usynlig),
268
gæster og
158
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Arne og Tikka
Tak for dine pæne ord, Arne :-)
Arne:
Jeg kan ikke slippe min mistanke om, at de oprindelige religiøse idéer er blevet forvrænget af indflydelsesrige mennesker, der har tilsluttet sig, men måske ikke helt har kunnet undgå - bevidst eller ubevidst - at sætte deres eget knap så guddommelige præg på "budskabet".
Her udelukker jeg - for kristendommens vedkommende - ikke på forhånd hverken Paulus eller evangelisterne.
Teksterne er skrevet lang tid før, at forfølgelserne af kristne stoppede. Så hvis de er blevet manipuleret for at skulle give de kristne magt, så gav det godt nok bagslag!!
Min fornemmelse - som jeg jo ikke kan bevise - er i hvert fald, at vi "efterfølgere" har en tendens til at forfladige det oprindelige religiøse - først og fremmest jo indholdet af ordet: Gud.
(Her er den ortodokse kristendoms byzantinske ikoner måske mere oprindelige, når de f.eks. ikke viser et billede af "Faderen" men alene i stedet viser farven guld, som symbol på "det uskabte lys" - lyset fra "den uskabte" - Gud)
Tilsvarende synes jeg, at ateisterne forfladiger naturvidenskaben, derved at de ignorerer den manglende - og sandsynligvis uopnåelige - viden om, hvor "naturen" kommer fra
Det er også min oplevelse; at både det religiøse og det videnskabelige bliver forfladiget ... men mest af alt blandt "godtfolket", lægmændene. På den måde bliver f.eks. ateisme forbundet med naturvidenskabelig redelighed - blandt lægfolk! Men ikke blandt naturvidenskabsmændene selv.
------------
Tikkas spørgsmål:
Selv om jeg mener at forstå hvad ordet uselvisk kærlighed i daglig tale dækker over, mener jeg, ikke den findes.
Og søger man at blive uselvisk, hvad jeg mener ikke er muligt, men hvis man forsøger, er dette i mine øjne egoistisk motiveret og derved ikke uselvisk selv om man vil kunne praktisere det billede man har af uselviskhed.
Når "vi" skal elske næsten som os selv, er det at elske sigselv vel selvisk. (?)
Hvorfor poster du skriftsted på engelsk?
Udtrykker det noget andet end den danske tekst?
Hvilken lære taler du om?
Hvordan priser du gud?
- Hvis det er i vores interesse, kan der vel ikke være tale om uselvisk kærlighed.
Hvordan foregår det der med Helligåndens vejledning?
"... mennesker som vi var ment til at blive."
- Hvorfra har du den ide?
Og hvor mener du, denne perfekte, kærlige og åndelige gud så befinder sig henne?
Jeg fristes også til at spørge dig, hvorfor du mener gud er en Han/Ham?
Tikkas uddybning af første spørgsmål:
Min forståelse af begrebet uselvisk kærlighed i daglig tale.
I daglig tale er uselvisk kærlighed en gerning man ikke selv profiterer af; uden der nødvendigvis er tale om kærlighed, men som af andre mennesker opfattes som en ekstra god gerning, hvor man tilsidesætter sit eget liv og eller gir af sine midler til fordel for et eller flere medmennesker i kortere eller længere tid af sit liv, på en måde som opfattes som et offer af andre mennesker.
Så det er ikke udøveren af gerningen, men betragteren der udnævner visse handlinger til at være uselvisk kærlighed, gerninger som de ikke selv tager del i, men ser op til, eller anerkender som rosværdigt.
¨¨¨¨
Uselvisk kærlighed står for nogle mennesker i et lys af renhed og som en eftertragtet og ophøjet egenskab.
Derfor mener jeg man må vide og eller danne sig et billede af hvad de 2 ord – uselvisk og kærlighed dækker over, når de opfattes som rene.
Altså hvad er ren uselvisk kærlighed.
Så allerede her forsvinder det uselviske, fordi der er tale om et egoistisk motiveret ønske om renhed.
Der er mig bekendt, flere metoder som benyttes i forsøget på at opnå denne for nogle eftertragtede egenskab.
Mener man at ha’ opnået det eftertragtede – eller måske kun delvis - så mener jeg fundamentet er et egoistisk motiveret ønske om renhed.
Så både ønsket og vejen hen til det ønskede er egoistisk motiveret, og jeg mener ikke, der kan ses bort fra dette begær, selv om det indlærte resultat måske virker ægte.
Da jeg i øvrigt mener det er betragteren som vurderer, om der er tale om uselvisk kærlighed mener jeg ikke man selv kan vurdere om man har opnået sit ønske, men man kan vurdere om man er blevet mindre egoistisk.
Jeg mener dog, at enhver bør gøre en indsats for at tilegne sig egenskaber som man selv og fællesskabet kan drage fordel af, men at tro det er uselvisk, mener jeg ikke man kan sige.
¨¨¨¨
Bibelens tale om at elske næsten som sig selv, mener jeg heller ikke er uselvisk, da det at elske sig selv er selvisk.
Ser jeg på bibelens gud der ifølge skrifterne er kærlighed og som ofrede sin himmelske søn for at hans vilje kan/skal ske, så ser jeg ej heller dette som uselvisk kærlighed, fordi hensigten som jeg forstår det, er hans navn skal helliges, gennem de mennesker som han anerkender som sine jordiske børn.
Så det er ikke udøveren af gerningen, men betragteren der udnævner visse handlinger til at være uselvisk kærlighed, gerninger som de ikke selv tager del i, men ser op til, eller anerkender som rosværdigt.
Jeg er ikke enig med dig i, at det er modtagerne eller betragteren af gerningen, som kan dømme den som selvisk eller uselvisk, med mindre de dømmer ret som i Jesu tilfælde Se f.eks. følgende:
Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."
(Markus 12, 41-44)
De to småmønter har nok ikke brødfødet mange, men den gamle enke havde dog givet mere end alle de andre! Det er altså ikke modtagerne af de to småmønter, der kan veje dem i hånden og afgøre, hvorvidt "der er nok valuta" til, at den gamle enke gjorde noget uselvisk. Det afhænger nemlig ikke af, hvor meget man kan købe for dem, men derimod om hvor meget hun gav af sig selv, af sit eget.
Med hensyn til selviskhed og uselviskhed så mener jeg ikke, at man er selvisk, fordi man elsker andre SOM sig selv. Det er et grundvilkår, at vi vil os selv. Jeg giver et billede som forklaring:
En mand er ved at dø af tørst, men ser så et glas vand. Han drikker det. Er han selvisk? Det mener jeg ikke.
To mænd er ved at dø af tørst, men ser et glas vand. Den ene mand kommer først. Men han drikker kun halvdelen og giver resten til den anden mand. Er det første mand selvisk, fordi han drak halvdelen. Nej! Han er da dybt uselvisk efter min mening!
Eller et andet billede:
Der er to fædre. Den ene dræber sin søn og bliver lykkelig. Den anden frelser sin søn fra døden ved selv at gå i døden - og er lykkelig over at kunne spare sin søn! Er de to mænd lige selviske, fordi de begge blev lykkelige? Nej! Her må vi da skelne mellem den lykke, der opstår af selviskhed, og den lykke der opstår af uselviskhed.
Ellers ender vi vist i den rene polemik.
Kærlig hilsen
Thomas
|
|
|
|
