|
0
registrerede
584
gæster og
1414
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Diotimas død
Forfulgt, drevet frem af sin dobbeltgænger,
den anden i ham, vandrede han gennem Frankrig
til Bordeaux, til en huslærerstilling dér
hos den tyske konsul. Ventede ti dage på pas
i Strasbourg. Tog postvognen til Besançon.
Vandrede resten af vejen. Og hvilken? Ni dage
gennem kold blæst og undertiden sne i Lyon.
Blev holdt op på vejen. Spilled den stumme af angst
for røvere og politik. Seks hundrede kilometer endnu.
Gik som i trance. Talte timevis sine skridt
gennem snestorm i Auvergnes bjerge,
rastede og overnattede hvor det faldt sig.
Kom pludselig til en blomstrende dal, gik langs Dordogne,
fandt et herberg i Libourne, stod op før daggry,
løb til Bordeaux, kunne ikke vente og blev ikke ventet
så tidligt, men vel modtaget. Atten umenneskelige
dage og nætter bag ham. Fik nu et herligt værelse.
Hilste på fruen. fem døtre, og konsulen sagde:
˶De vil blive lykkelig.˝ Men de hetzende skridt af en anden
lød stadig ved siden af ham, og en fremmed
stemme skringred bag stemmen, de andre hørte.
Kun én udflugtsdag ved havet hørte han intet
andet end havet og levede op. Lo.
Glemte sin dobbeltgænger og angsten. Men kun
ved havet. Ikke ved det rige hus’ fester,
ikke et øjeblik ellers. Måtte tilbage. Bestille pas
for Bordeaux til Strasbourg. Rejste brat en morgen
hjem over Paris. Så guderne i gallerierne, ingen hjalp ham.
Blev afvist af herberget, som i en trappeopgang, smidt ud,
stumplede videre, stadig mer hetzet, mer stum. Ankom
i laser til vennerne, stinkende som en tigger, selv om
han vaskede sig i bybrønden først. Flygtede
fra deres forlegenhed hjem til barndommen, ungdommen:
Moderen.
Efter brevet om Diotimas død slog han alt itu om sig
til han blev bundet til sengen, Af beroligende midler hjalp
ingen
førend den rådløse læge læste højt af Iliaden for ham.
- Thorkild Bjørnvig
MAANE OG INDSØ
Bølgen driver med bløde,
mørke Hænder mit Ror,
Maanen, den pragtfulde Døde,
skinner forvoven og stor.
Himlen er blank og buet,
fast som en Hvælving og nær,
Stjærnernes Dybder er luet
bort i et Graasilke-skær.
Ingen Dybder forvirrer.
Ingen Uendelighed.
Bag en Sølvmaske stirrer
Rummets Dødning herned.
- Tom Kristensen.
Lidt fra to andre poeter: https://www.youtube.com/watch?v=AU7q9hi36rM
mvh
Simon
|
|
|
|
