|
0
registrerede
1546
gæster og
200
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Tikka og Thomas.
I denne tråd, som Thomas her startet, er vi foreløbig kun tre deltagere:
Tikka, som kender Bibelen godt, men som vist nok ikke tror på den, og som stiller mange spørgsmål, men kun har meget få svar (korrekt?).
Thomas, som er vendt tilbage til kristendommens trefoldige Gud, der elsker os mennesker - en kærlighed, som vi skal gengælde - og videregive til næsten - lige som vi også skal elske os selv (korrekt?).
Og så er der mig, der siger:
Denne kristendommens inderste kerne - det tror jeg, det er - er da også en fascinerende inspiration.
En inspiration, som - for nu snart mange år siden - også greb mig gennem den ortodokse kristendoms byzantinske ikoner, som jeg oplever går udenom intellektet og direkte til hjertet, hvor det dobbelte kærlighedsbud "fødes af sig selv".
Det er i hvert fald min oplevelse - som jeg ikke for alt i verden vil undvære 
At lære at elske mig selv, var det første - og det sværeste - og mest smertefulde.
Det er nemt nok at elske dét, jeg opfatter som mine gode sider - men hvad med alt det andet, som jeg jo helst vil lukke øjnene for?
Det er her det gør ondt, men det er også her, jeg lærer, at næsten jo har de samme problemer.
Det er i den ånd, jeg opfatter Bjergprædikenens saligprisninger.
Alt i alt er det min oplevelse, at kristendommens inderste kerne er guddommelig smuk, sand og ægte.
Men det betyder ikke, at jeg lukker øjnene for andre inspirationer, såsom sufismens måde at elske det guddommelige, og hvor der også er et bredere perspektiv end kristendommens Gud - Mennesker - Verden, hvor Verden ganske meget ignoreres.
Det er derfor jeg holder så meget af sufien Rumi's digt:Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel,
men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder.
Også i buddhismen finder jeg noget værdifuldt, hvad menneskesindet angår:
Der er lidelse.
Der er en årsag til lidelse.
Der er en vej ud af lidelse.
Jeg ser ikke noget forkert i at forene kristendom, sufisme og buddhisme i sit sind
Det er vist dét, man kalder synkretisme - og hvor jeg ikke er uenig med Sherin Khankan, når hun beskrives med disse ord:
Sherin Khankan hævder, at folkekirkens særstilling — og at vi har overordnet protestantismen alle andre trosretninger i Danmark — svækker evnen til at forstå, lade sig inspirere og beriges af andre religiøse skikke, ligesom det står i vejen for at forstå mangfoldigheden i det guddommelige.
Tænk, hvis vi tog "mangfoldigheden i det guddommelige" til os - i stedet for at være krigerisk dogmatiske 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
