annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
BUDDHA
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 355 gæster og 119 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet

Lidt morgenlyrik til gymnastikken…

Da Federico del Sagrado Corazón de Jesús García Lorcas temperament strålede, tørrede solen sveden af panden og satte sig smilende i skyggen, mens hans billeder af livet, døden og kærligheden dansede på den helt store scene, firmamentet…

Lola

Under appelsintræet
vasker hun bomuldssvøb.
Hun har grønne øjne
og stemmen er violet.

Ak, kærlighed
under appelsintræet i blomst!

Vandet i kanalen
er fyldt af sol,
i den lille olivenlund
synger en spurv.

Ak, kærlighed
under appelsintræet i blomst!

Snart, når Lola
har brugt al sæben,
kommer de små tyrefægtere.

Ak, kærlighed
under appelsintræet i blomst!

*

Lille uendeligt digt
Til Luis Cardoza y Aragón

Farer vi vil på vejen
kommer vi til sneen
og kommer vi til sneen
gnaver vi i tyve århundreder kirkegårdens græs.

Farer vi vild på vejen
kommer vi til kvinden,
kvinden som ikke frygter lyset,
kvinden som dræber to haner på et sekund,
lyset som ikke frygter hanerne
og hanerne som ikke kan synge over sneen.

Men tager sneen fejl af hjertet
kommer vinden måske fra syd,
og da luften ikke ænser vore suk
må vi atter gnave i kirkegårdens græs.

Jeg så to smertefulde aks af voks
som begravede et landskab af vulkaner,
og jeg så to gale børn som grædende
puffede til en morders pupiller.

Men to har aldrig været et tal,
for det er en angst og dens skygge,
for det er den guitar som tolker kærlighedens fortvivlelse,
for det vidner om en anden uendelighed end dets egen,
og det er dødens mure
og den nye genopstandelses straf uden ende.

De døde hader tallet to,
men tallet to dysser kvinderne i søvn,
og da kvinden frygter lyset
og lyset skælver for hanerne
og hanerne kun kan flyve over sneen,
må vi hvileløst gnave kirkegårdens græs

10. januar 1930. New York
- Federico Garcia Lorca.


Her endnu et digt fra en rammende poet og nobelpristager, med…

Hadet

Se, hvor dygtig hadet er,
hvor godt det holder sig
i vort århundrede.
Hvor ler det tager høje forhindringer.
Hvor nemt det er for det – at springe frem og gribe fat.

Det er ikke som andre følelser.
Det er både ældre og yngre.
Det føder selv anledningen,
der vækker det til live.
Falder det i søvn, er den aldrig evig.
Søvnløshed nedbryder ikke dets kræfter, men forstærker dem.

Religion eller ikke religion –
det vigtigste er at bøje knæ ved startstedet.
Fædreland eller ikke fædreland –
det vigtigste er at springe frem.
Til at begynde med er retfærdighed slet ikke værst.
Bagefter kan det vælde frem af egne kræfter.
Hadet. Hadet.
Med et ansigt fordrejet o kærlighedsekstase.

Åh! disse andre følelser,
klodsede og dovne.
Siden hvornår kan broderskab
regne med så store menneskeskarer?
Medlidenheden – er den nogensinde
kommet først i mål?
Tvivlen – hvor mange villige kan den bringe med sig?
Kun dét kan bringe noget med sig, for det ved besked.

Begavet, lærenem, meget flittig.
Behøver man nævne hvor mange sange det har komponeret?
Hvor mange sider i historien det har nummereret?
Hvor mange mennesketæpper det har foldet ud
på hvor mange stadier og pladser?

Lad os ikke bedrage os selv:
det kan skabe skønhed.
Blændende er dets gløder i den sorte nat.
Prægtige dets eksplosionsskyer i det rosarøde daggry.
Det er svært at nægte ruinerne deres patos,
eller i det mindste en grov humor,
en søjle der midt blandt dem stikker drabelig frem.

Det er en mester i kontraster
mellem brag og stilhed,
mellem rødt blod og hvidt sne.
Men frem for alt bliver det aldrig træt
af motivet med den velsoignerede bøddel
bøjet over sit besudlede offer.

Altid parat til nye opgaver.
Er det nødt til at vente, så venter det.
Man siger, det er blindt. Blindt?
Det har en snigskyttes skarpe øjne
der skuer modigt ud i fremtiden.
Kun det. Det eneste.

- Wislawa Szymborska.

mvh
Simon
Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Pavens tætpakkede påskeprogram: Vasker..
28/03/2024 23:53
Instruktør bag 'Oppenheimer' bliver rid..
28/03/2024 21:53
Rusland blokerer for FN-overvågning af ..
28/03/2024 21:33
Harvard Universitet fjerner bogbind lave..
28/03/2024 20:48
OL-drømmen var pakket langt væk, men n..
28/03/2024 20:33
Nyheder fra Religion.dk