|
0
registrerede
3921
gæster og
576
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Lidt fra en irsk billedskaber..
Øst for Mozart
Sne glimter som en gammel surdej
i et hjørne af mit rum, en følelse
uden navn i det faktiske sprog,
som måske ikke findes undtagen i mig.
Rummet er også fyldt med hvide syrener
og vender ud mod lindetræer, mens jeg først
ser på dine fingre og så på dit ansigt
gennem de tungede marcipangardiner,
og gennem poesiens linse.
Den have hvor muld begynder
er nu beskåret helt væk, indlejret i min erindring
som i en isblok, og tid er på en gang
en legetøjsflod, der løber den forkerte vej,
og en lille smule regn, der sender os ind i huset
og staver en cul-de-sac,
Den buket, jeg kan se på mit bord
uden at se, gør mig syg,
dens blomster hinsides musik som de næsten
er hinsides poesi, vil blive fjernet
og solgt til halv pris.
Hvorfor findes hvorfor? Når ethvert rum
udtrykker en sindstilstand,
og jeg er i det samme rum som sidste februar,
der hvor august på en eller anden måde flyttede ind,
og hvor efterårets lille sum nu møder
så meget af mit eget blod og blæk
som en stor konvolut kan rumme.
Dette rum igen under taget
er som et ottekantet bibliotek,
en stilhed imellem fortid og fremtid
hvis veje er passable, fordi de er frosne.
Jeg lever udenfor et samfund,
som selv er udenfor den slags ting,
og enhver kan se i mine forældreløse møblers
lejede fastlåsthed, at det er
forkert placeret men for tungt at skubbe.
Mit skæve strandliggerklaver åbner sig som vinter,
dets ikke-musik, dets anti-musik elsker med mig,
indtil jeg blir musikkens stedbarn,
musikkens slave.
Det punkterer alle sine balloner
lige så hurtigt de slipper fri, som udmattende
drømme. Dets melodi deler sig mellem
to utallige hænder, som om en mands
ti fingre kunne svulme som en pedal
og stikke som brat stammende tale.
Lyden af det har talt
hvert eneste trin på trappen,
og engang, da et stykke papir
faldt på tasterne, blev det bare ved
og spillede gennem papiret.
Det lyder som tørst efter en lang søvn;
det repræsenterer en fætter eller kusine
eller spejlet i et kongerige,
som ingen tror på.
Men nogle ord såvel som toner,
der aldrig udtaler sig selv,
er henvendt til højst
ti mennesker i den hele verden,
hvis ilt er storme.
Hvis noget meget ungt,
der ikke efterligner min berøring,
rørte ved mig som et skib og sprøjtede
blod over støvet i natten,
ville min nye pianist forsvinde
ind i en bygning uden fortid.
- Medbh McGuckian.
Erik Højsgaard: Nocturne. 94
Nat sig sænker over lande.
Den sidste bil er sovet ind.
Lad mig stryge fra din pande
smerten i dit sind.
Nu lægger sig den sidste hvirvelvind.
Jeg erkender
jeg er ikke stærk nok til at trøste
så lad min svaghed
være trøst.
Jeg ser det mørkne
i dine øjne
og ved at sådan er det,
vi er kaldet til at sove.
Nat sænker sig over lande.
- Poul Borum, Digte til musik, 1996.
mvh
Simon
|
|
|
|
