|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM..
Det er en pragtfuld roman, og det at høre den fortalt er lige så godt som selv at gnidre sider, selv elsker jeg simpelthen at få læst historie, ikke mindst hans. Men ja, jeg er tilhænger af at ha’ en bog i hånden, dog knapt så meget af den støvede historie de så samlet ka’ fortælle historien om. Jeg ved at der findes mange med en forkærlighed for særlige bøger, i hvilken forbindelse det ér noget særligt at samle på meget gamle bøger der så indeholder en usand teori/historie af betydning – i Lynges Antikvariet kan man (med få lov) gå på opdagelse i et univers af gamle smukke exemplarer, som de færreste dog har råd til. Men det ka’ fx være noget helt særligt at stå med Enten-Eller i hånden, velvidende at forfatteren selv eller andre ligeledes har haft denne i hånden. Men for de fleste spiller det nok ingen rolle om selve historien befinder sig i en ældre eller nyere bog, og mange har jo gennem en levetid fået samlet sig et brugsbibliotek, som er noget lidt andet men ikke mindre vigtigt, da det så er dér de samler tankerne om noget særligt der gør dem godt, andre igen foretrækker så at læse på iPad. Jeg har set flere komplet bogløse hjem, hvori der skam bor mennesker, selvom det er helt umuligt at se det – beboerne selv, synes det praktisk set er helt vidunderligt at ikke en sjæl ka’ se at der har boet mennesker, hvorfor ”hjemmet” bevares som noget lign. Illums, og så at sige er lige til fremvisning for salg, hvad der åbenbart er det eneste der betyder noget.
Støv er upraktisk og er ikke til at sælge, og er man (hysterisk) allergiker blir det ligefrem ukomfortabelt at færdes steder hvor mange bøger befinder sig, hvorfor man må ha’ et slot, hvor bogormen så ka’ vride sig i sit eget gemak. Så der er skam muligheder for selv folk med støv på hjernen. Men så igen er slotte jo ikke altid til at sælge, så alt i alt synes jeg vel bare man skal bosætte sig i forhold til sit eget velbefindende – og så i den forbindelse et usædvanligt interview med Katherine Hepburn i et særligt hus hun ejede midt i Manhattan, et boligområde jeg sagtens selv ku’ forestille mig at ha’ henslæbt noget levetid i, men nu boede hun der altså; hun var vist heller ikke særlig begejstret ”de anonymes hjem”, sikkert mere for bøger der sagde hende en masse og som hun nok også fik samlet om sig; støvet tog andre sig velsagtens af.
Ja, hvilken kvinde, og hvilke film, hvad der fluks bringer mig fra a til e, for her en film man i julen må se https://www.youtube.com/watch?v=DkI1v-srnx4
– desværre ku’ jeg ikke finde øjeblikket hvor de to langsomt blivende venner nærmer sig sønnen Boolies juledekoration af et hus, eller dér hvor Miss Daisy ber Hoke om at sætte Azaleaen på Leo Bauers gravsted, og han dér tar sine første skridt ind i en verden af sammenhængende ord der betyder, at han nu ikke længere ser i men læser avisen og i øvrigt lærer at skrive efter præcis samme metode som bormesteren selv. Begge episoder hører sammen som mange andre fortræffelige af slagsen i en egen tid, der så samlet belyser en levetid hvor et bånd af tillid knyttes mellem to herlige mennesker, Miss Daisys og hendes bedste ven – hvad ingen af dem havde set komme, den dag Boolie ansatte Hoke og Miss Daisy byggede mure for at bevare sit privatliv intakt.
Det er dén slags film der gør amerikansk film ære, og det ka’ man hurtigt få brug for, nu man må skamme sig over en præsident der har travlt med at twitte, når han skulle høre efter i timen. Men sådan er der så meget, andre har så en Løkke Rasmussen m.m.…
mvh
Simon
P.s.: håber du nyder romanen, som er speciel, men det er den slags mennesker jo også – og de findes! ;)
|
|
|
|
