|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Godmorgen Simon
... og tak for Halfdan. Ja, de kvindfolk og den kærlighed, der ikke altid er så nem :))
Noget om at ærgre sig
Der sejler en pige på Tungtinghu
i det Kina, jeg aldrig har set.
Hun læser et gammelt kinesisk digt
af en gammel kinesisk poet.
Og det ærgrer mig lidt at hun læser ham.
Og det ærgrer mig mer endnu,
at jeg ikke har skrevet det smukke digt
til en pige på Tungtinghu.
Der danser en pige på en café
i en by jeg har drømt jeg har kendt.
Hun danser en tango og danser den
med en fyr der er stor og potent.
Og det ærgrer mig mer end jeg synes om,
at hun lægger sin mund til hans
og slet ikke forstår at det ærgrer mig
at den mund er en fremmed mands.
Der vandrer en pige på Karl Johan
under Oslos velsignede sol.
Hun går med en flaske direkte hen
på det nærmeste vinmonopol.
Og hun sætter sig trist og vemodig ned
ved den flommende Glomma elv.
Og det ærgrer mig dybt at hun sidder der
og må tømme den flaske selv.
Der sover en pige i rue Dauphine
i Paris der' byernes by.
Der sov jeg engang i den samme seng
i den selvsamme ældgamle rue.
Så det ærgrer mig dobbelt at pigen bor
i den dobbeltseng der var min,
og at ikke jeg ligger og bobler nu
på et leje i rue Dauphine.
Der sidder og ligger og går og står
en del piger, jeg aldrig skal se.
En ammer en tøs og en får en dreng
og en barsler i Borups alle.
Og det ærgrer mig noget så grusomt at
de får børn med en dum barbar,
skønt de stakkels små unger var bedre tjent
med en rigtig poetisk far.
Jeg kender en pige. Og hun er gift.
Og tilfældigvis netop med den,
der sidder og digter om nogle pier,
som tilfældigvis ikke er mænd.
Og det ærgrer mig lidt, at hvis de var mænd,
og min kone var lisom jeg,
var det ikke så helt usandsynligt at
jeg fik grund til at ærgre mig!
Halfdan Rasmussen
En helt anden skriver sådan her
Solsort
Saa fandt du dog din Sang igen,
dit solskin kom tilbage!
Tavs har du gemt dig, Ungdoms Ven,
i mange mørke Dage.
Den lange Vinter løb du sky
og stum ved Dødens Porte.
Men Livets Sol har rørt paany
ved dine Fjedre sorte.
Vi mødtes for første Gang hin Vaar,
den drømmesvangre, fjærne,
hvis Afglans nu i Vester staar
med Nattens første Stjærne.
Og da var Dagen sød og rig,
og Natten dyb af Drømme;
og saligt sank dit Solskinsskrig
til Bunds i Sjælens Strømme.
Vi mødtes senere igen,
Det var ved Vintertide.
Da var vi begge plyndret, Ven,
og ene med vor Kvide.
Og da var Natten lang og léd,
og alle Dage øde.
Men brændt af Frost og Ensomhed
blev dine Sange søde.
Vel mødt i Vaaren, Ungdoms Ven,
og Ven fra kolde Dage!
Guds Godhed favner os igen,
vort Solskin kom tilbage.
Dit Næb blev som det blanke Guld,
og sort som Sod din Skjorte.
Din Strube jubler sødmefuld
ved Solopgangens Porte.
Og fløjter du i Herlighed,
fra Granerne de høje
den store Sol bag Skove ned
med Himlen i dit Øje.
Er al din Sjæl en Stjernehælg,
som risler Gud i Møde;
og salig drypper fra dit Svælg
den klare Aftenrøde.
Ludvig Holstein
Morgenhilsner og solsortefløjt
RoseMarie
|
|
|
|
