|
0
registrerede
519
gæster og
56
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Nuet.
|
Dybe tanker, Michael, men du har fanget en række væsentlige ting, først og fremmest at tiden er nøglen til det hele, eller måske jeg skulle sige; vores manglende forståelse af tiden er årsagen til vores manglende forståelse af verden og livet.
Filosoffer har forgæves forsøgt at få hold på tiden, men deres tankekonstruktioner viser, at tiden ikke eksisterer. Fortiden er passé, den eksisterer ikke længere som andet end en tankemæssig rekonstruktion eller som spor i sandet.
Fremtiden eksisterer ikke endnu. Den venter blot på at kunne "materialisere sig" sig i nuet, og hvis nuet er skæringspunktet mellem fortid og fremtid, så eksisterer det heller ikke i virkeligheden, for et punkt har ingen udstrækning.
Men Einstein har jo bevist, at tid og rum er uløseligt knyttet sammen, så hvis tiden ikke eksisterer, gør rummet det heller ikke. Den filosofiske forklaring på tiden må derfor være forkert, for vi oplever jo en virkelighed af både rum og tid.
Skal vi forklare denne oplevelse er vi nødt til at tildele nuet en vis tidsmæssig udstrækning. Vi må spørge; hvorlænge varer et nu? I hvor lang tid eksisterer virkeligheden ad gangen? Det kan ikke være længe, for så ville vi kunne dele dette tidsrum, og kun en enkelt af delene ville være nuet. De andre ville være ikke-eksisterende fortid eller fremtid.
Det vil altså sige, at hvis vi vil forklare virkeligheden, så må vi opdele den i så korte øjeblikke, at de ikke kan deles yderligere. Vi må kvantisere tiden og beskrive dens fremadskriden som tidløse spring fra kvant til kvant, fra virkelighed til virkelighed, præcis som kvantespring foregår i eksiterede atomer.
Hvad har det så at gøre med din nærværende metafysiske beskrivelse af forholdet mellem mennesker? Alt! For selve vor tankevirksomhed afhænger også af de virkeligheder, som kvantespringene fra nu til nu medfører.
Igen med Einstein ved vi, at alt, der bevæger sig, har sin egen referenceramme tidsmæssigt. Vi mærker det ikke i vores mesokosmos og vore nære omgivelser, fordi de tidsmæssigt er næsten identiske, men på kvanteplan viser det sig, at vores nuer og dermed vores virkeligheder er forskellige. Vi deler ikke et eneste nu. Vi er hver især mutters alene i vor tidsramme og derfor også i vores virkelighed.
Men i stedet for at lade denne erkendelse resultere i en ensomhedsfølelse, skal vi hellere se det fra den positive side. Når vi er tæt på hinanden og dermed også på hinandens virkeligheder, så kan vi signalere til andre om, hvordan vores virkelighed er, og modtage signaler om deres virkelighed.
Og pludselig åbner verden sig så med en overflod af virkelighed. Hvad andre tror og tænker, hvordan en blomst dufter, hvordan sommervinden flyder forbi vores ansigt, hvordan en violin lyder, hvordan et æble smager o.s.v. alt flyder sammen til en virkelighedsfølelse, som ingen filosof eller fysiker kan trylle bort med definitioner.
Min fornuft siger mig, at det æble, jeg tager en bid af, ikke er det æble jeg netop plukkede. De er adskilt af billioner af kvantevirkeligheder, som hver har forandret æblet. Mine følelser siger mig derimod, at det er det samme æble. Begge er relative sandheder.
Der er tider, hvor man skal tænke, og der er andre tider, hvor man blot skal sanse. Kan man få disse to tider til at harmonere, så lever man et lykkeligt liv.
Mvh
Ole Bjørn ;)
.
|
|
|
|
