|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Nuet.
|
Når man har deltaget i en religionsdebat i nogen tid, som jeg har, først på religion. Dk og senere på trosfrihed. Dk, kan man ikke lade være med at undre sig over hvor mange forskellige meninger der er. Alle er overbevist om at deres egen mening er en form for sandhed som de så lidenskabeligt går ind for. Men man kan alligevel ikke lade være med at bemærke at det de går ind for er vidt forskelligt.
Som jeg før har været inde på, har vi alle brug for en forståelsesramme når vi møder tilværelsen, et verdensbillede kan man kalde det. Men dette verdensbillede strækker sig over at tro på ånder og engle, på Kristus eller Buddhah eller at være ateist. Det er klart at det ikke alt sammen kan være sandt, de ting vi forestiller os. Alligevel forestiller vi os alt muligt forskelligt og har det fint med det, hvilket gør én opmærksom på at det er dette, at have en forståelsesramme som er væsentligt, ikke så meget dens indhold som kan være mere eller mindre i overensstemmelse med virkeligheden.
Tilbage, hinsides vores opfattelse og alle vore forskellige trosformer, står den kendsgerning at livet leves i forbindelse med andre mennesker. Det er herfra vi får al vores kraft og styrke, i vores forbindelse med andre mennesker. I dette forhold skaber vi adskillelse i kraft af at vi tror på eller ikke tror på forskellige ting. Vi diskuterer heftigt og følelsfuldt vore forskellige opfattelser og de ting vi har læst og glemmer helt virkeligheden. Vores egen virkelighed består i den tryghed vi har oparbejdet af familie og venner, og fra denne tryghed kigger vi ud på verden. Livets nu.
Vores leven i intellektet afskærer os fra at opleve virkeligheden, som er det vi rent faktisk er. For når vi giver slip på vore forestillinger står vi ansigt til ansigt med os selv og det liv vi har levet i uvidenhed har påført os så meget smerte at vi ikke er i stand til at give slip for at møde og være os selv.
Derfor vælger vi at tro. Fordi det giver os tryghed og trøst. Men virkeligheden bor ikke i hvad vi tror. Den bor forenden af, at vi er os selv som vi er. At vi er i stand til at føle og at bruge tanken fornuftigt. Hvis man vikler sig ud af alt hvad man tror på tror man at der er ingenting tilbage, men er det sandt? Der er stadig den kendsgerning at vi lever nu iblandt andre mennesker og hvis vi elskede hinanden ville vi alle føle os trygge, men det gør vi ikke.
Man opdager at det er ligegyldigt hvad man tror på, det skaber kun adskillelse mellem mennesker.
Man opdager, at den eneste sande tryghed er kærlighed, dette at man lever blandt andre og kommer hinanden ved. Hvis vi virkelig kom hinanden ved, ville det så kunne lade sig gøre at sidde alene på et plejehjem i sit livs aften? Måske børnene har deres eget liv, men hvad med beboerne på plejehjemmet? Måske de sidder i hver deres ensomhed og venter på at børnene kommer på besøg. Hvorfor lever de ikke sammen med de andre på plejehjemmet.? Hvorfor har de hver deres virkelighed? Det er forunderligt at sidde i livets nu overfor et menneske som er fuldstændig opfyldt af sine tanker, for enden af sit eget livs rejse, så at sige.
At være venlig og rar og vedkommende, at være åben og sårbar, at være sig selv har intet at gøre med hvilken religion man tror på. Styrken til at leve får vi ikke fra at tro på en religion. Den får vi fra samværet med andre mennesker. Og når vi glemmer vores individuelle tro er der lykke i at leve sammen med andre mennesker og komme hinanden ved.
Fordi vi lever i tid, fortid, nutid og fremtid, har vi skabt hver vores virkelighed. Derfor kan man sidde dør om dør og være ensom hver for sig. Derfor kan man stå overfor et andet menneske i livets virkelighed, ignorere det og tale i mobiltelefon med nogle der er et andet sted. Det synes at være så enkelt blot at forholde sig til virkeligheden og dog er vi ude af stand til det.
Virkeligheden er en tom størrelse og nuet er bare en ny idé vi dyrker. Vi taler om nuet men er ude af stand til at være i det selvom det burde være så enkelt.
Nuet er tomheden og stilheden, dette ikke at være noget, men blot være. Men fordi vi ikke forstår os selv og vores behov for at leve i forbindelse med livet og andre mennesker, fordi vi ikke formår at være stille og nærværende sammen med de som er omkring os men i stedet knytter os til de vi kender, lever vi i tanken, i forestillingen, vi elsker kun dem vi kender og ignorerer dem vi ikke kender.
At elske Jesus højere end fader og moder, bror og søster betyder såmænd bare at vi er i stand til at løsrive os fra samtalen i mobiltelefonen og i stedet smile til den der står overfor os i livets virkelighed. Det er muligt at gøre begge dele på samme tid. Men det er åbenbart meget svært. 
|
|
|
|
