|
0
registrerede
584
gæster og
1414
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Bare en lille kommentar, til det du her skrev:
”Med ét gik op for mig, hvilke eventyr og fortællinger, der helt grundlæggende har været fundamentet i min glæde ved ord- og fortællekunsten. Så indlysende og selvfølgelige er de og har alligevel slet ikke figureret på min liste. Det er dog så stor en mangel, at de nu må indføjes helt udenfor nummer. De skulle begge ha' ligget tidligt på listen, fordi de har været der siden barndomstidens mælketand :))
De to er selvfølgelig Astrid Lindgren og H.C. Andersen. To der nok debuterede i mit liv på nogenlunde samme tid. Samtidig var der også eventyr af Asbjørnsen & Moe og brødrene Grimm, der for mig kom til at betyde noget i kraft af næsten små opførte skuespil som fortælleteknik ... og jeg elskede det og har også taget det med mig i livet. Men det er nu alligevel Andersen og Lindgren, som på ingen måde må forbigåes i tavshed.”
- Når vi tænker på antallet af krimis og voldsfilm der i vor tid udstødes og skrives som aldrig før, er fænomenet jo tæt forbundet med en omgivende brutal virkelighed, der som terapi kalder på litterære voldsscenarier, med en forståelig grusomhed der så har sin ende og hvor vi alle kan ånde lettet op i retfærdighedens ofte hellige navn – som regel da. Altså en eventyrterapi vi alle har brug for, for at kunne abstrahere fra og konsumere en virkelighed der ikke lader sig bortvise men nærmest påtvinges os. Det er i dette lys at H.C. Andersen, brd. Grimms og masser af Walt Disney m.m. må anses som en børnenes nødvendige terapi, barnets værktøj, der uden hensyn til alderen stadig fungerer som sindets afarbejdningsmekanisme. Hér ligger nok noget af forklaringen på hvorfor vi alle med ét blir 80 cm. høje og kroger os som små børn i eventyrets vidunderlige verden, idet vi altid vil læse dem for også barnet i os selv, altså af nødvendighed. En transfiguration der som alle former for poesi relaterer til pejlemærker i sindet, når netop levende linjer får skyer til at lette og horisonter til at rejse sig for indsigten.
Det er jo lidt fantastisk hvad et musisk sprog faktisk kan tilføre og hjælpe os med, i en verden med en stigende population og dermed potentielt flere kriser. De store eventyrskabere fungerer som broer til barndomsdalene, de skaber i os sammenhænge vi ellers ikke umiddelbart har adgang til, og hører absolut til poeterne vi bruger af nødvendighed. Desværre udelukker en ”politisk” erhvervsmættet robotundervisning i grundskoler at børn tilføres nødvendige værktøjer til håndtering af psykiske kriser; krisehjælp er åbenbart blevet noget børn selv må rode med, hvorfor en afstumpet vold har sneget ind i senere eventyrverdener, de senere barndomsdale, med så mange forfattere der af ren nødvendighed må skrive brutale kriminalromaner, med volden selv som eneste konfliktløsning. Ja man tør jo næsten ikke tænke på, hvad Pipis mange kræfter ville være brugt til i en nutidens ”Pipi på de syv have”, selv foretrækker jeg nu den gamle..;)
mvh
Nissen – som spændt venter på grøden!
P.s.: 7'eren er jeg i øvrigt helt med på...;)
|
|
|
|
