Her tror jeg, at bl.a. buddhismen har en pointe i dens inspiration til at sætte "jeg'et" lidt til side og acceptere, at verden ikke alene er til for vores skyld

På trods af det mere "mekaniske" verdensbillede af "årsager og tilstande", der også virker åndeligt, finder jeg ikke, at buddhismen ligefrem mindsker menneskets betydning. Tværtimod er det vist kun mennesker, der ifølge buddhismen kan blive en buddha.

Han siger videre, at han har fundet en middelvej, der åbner øjnene, vækker forstanden og fører til sindsro, til erkendelse, til klarhed og til nirvana. Central i Buddhas forkyndelse er endvidere læren om den ædle ottedelte vej. Den indgår i læren om de fire ædle sandheder, som han derefter forkynder: 1) sandheden om lidelsen, idet fødsel, alderdom, sygdom og død er lidelse; det er lidelse at skilles fra det, man holder af, og lidelse ikke at få, hvad man begærer; 2) sandheden om lidelsens oprindelse, der skyldes "tørst" efter sansenydelser og eksistens; 3) sandheden om lidelsens ophør, der består i helt og lidenskabsløst at standse denne tørst; 4) sandheden om vejen, der fører til lidelsens ophør, der er den ædle ottedelte vej: ret anskuelse, ret beslutning, ret tale, ret handlemåde, ret levebrød, ret stræben, ret eftertanke og ret selvfordybelse.

I læren om de fire ædle sandheder anføres "tørsten", dvs. begæret, som årsag til vore lidelser.