|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Arne, Jørgen og Simon
Arne:
For mig er hele opfattelsen af verden, som et mislykket skaberværk, der skal afløses af en "dommedag", ikke noget jeg kan tilslutte mig.
Det kan jeg faktisk heller ikke, må jeg indrømme. I den retning er jeg meget mere buddhistisk.
I hvert fald kan jeg ikke forestille mig, at Gud har lavet noget mislykket. At der finder en slags "dom" eller "konsekvens" sted, kan jeg godt forestille mig. Men at et menneske skal dømmes til evig pinsel, kan jeg ikke tro.
Arne:
Her tror jeg, at bl.a. buddhismen har en pointe i dens inspiration til at sætte "jeg'et" lidt til side og acceptere, at verden ikke alene er til for vores skyld
På trods af det mere "mekaniske" verdensbillede af "årsager og tilstande", der også virker åndeligt, finder jeg ikke, at buddhismen ligefrem mindsker menneskets betydning. Tværtimod er det vist kun mennesker, der ifølge buddhismen kan blive en buddha.
Arne:
Og for mig er kristendommens største kvalitet idéen om Guds inspirerende kærlighed til verden - hele verden - og ikke alene os mennesker
For mig er kristendommens største kvalitet, at vi kan udvikle kærlighed over for hinanden/hverandre.
------------
Jørgen:
Nemlig den himmelske regering i himlen og de jordiske undersotter her på jorden.
Jeg har svært ved at forestille mig en renset jordklode, hvor mennesket skal leve evigt i kød og blod.
Kan jeg finde nogle citater af dette i biblen? Nogle du måske vil citere?
------------
Simon:
For lægprædikanten er forkyndelser af kristentro og højenergifysik jo selve ”beviset” på et ”meningsfyldt gudskærligt univers”.
Jeg kan forstå ud fra dine andre indlæg, at du tænker, at Arne er en lægprædikant. Det er vi andre vist ikke enige med dig i, har jeg også forstået.
Kan du citere Arne for at have påstået noget om et "meningsfyldt gudskærligt univers". En ting er vel, at han selv skulle påstå det - hvilket du måske kan citere ham for - andet er, at han ser, at det er en religiøs idé. Det kan ikke-religiøse jo også se.
Simon:
Både Einstein og din jesusven har lægprædikanten jo forlængst indhyldet i buddhistisk klædebon, og sidenhen bare jublet molevitten af mystik ind i fantasien om universet som en ”åndelig skabelse”…
Kan du citere Arne/os for disse påstande om, hvad vi tror?
Jeg har på fornemmelsen, at du tror noget om, hvad vi tror - men at du rammer ved siden af.
Simon:
Så da du jo skal forestille at være sådan en slags jesusdiscipel, og denne en ”skabsbuddhist”, hvor i lægprædikantens-hellige-fantasiunivers mon du så befinder dig, tror du? ;)
Jeg er ikke en Jesus-discipel ... hvorfor tror du dette?
Er Arne en "skabsbuddhist" - hvordan er det fat?
Kan du citere os? Kan du underbygge dine påstande?
"Hvor jeg så befinder mig"? Jeg forstår ikke, hvad du mener. Dine mange påstande om, hvad vi tror, ser jeg ikke underbygget - og resten af dine påstande bliver derfor sværere og sværere at følge.
Jeg vil så gerne debattere med dig. Men der må være ræson i det, en form for klangbund. Ellers kan jeg simpelthen ikke følge dig. Kan du citere os for det, du påstår, vi tror på? Så bliver det lettere at tage udgangspunkt i det.
Simon:
Der har nu aldrig været noget mystisk at finde i fantasier tiljublet af nok så mange troende. Det eneste fantastiske er vel, at pråsen så sjældent går op for de tilbedende selv, og at hvis den så omsider gør det, at de da bare tiltror virkeligheden at være et udtryk for en anden mystik end den førhen tilbedte…;)
Altså en slags behov for at tilbede det mystiske, hvor det end befinder sig? Jeg kan ikke følge dig, hvis du mener, at det skulle gælde os - eller andre. Kan du argumentere, citere, begrunde - debattere?
Vi udveksler syn på religiøse ideer. Gør det os til "dybt troende", "Jesus-disciple" og "skabsbuddhister"?
------------
Hvis jeg må byde ind med den tredje saligprisning:
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Igen forholder jeg mig til saligprisningen via en fortolkning, jeg har hørt. Ifølge denne er sagtmodighed "magten til at begrænse sig selv". Begrænse sig selv på den måde, at man faktisk har magten til at gøre noget ... men for situationens skyld, eller for andres skyld - ja, for det godes skyld - gør man det ikke.
Jesus kunne ifølge fortællingen hidkalde legioner af engle til sit forsvar. I stedet for gik han stille mod korset og lod sig korsfæste. Han begrænsede sig selv og sin evne til at hævne sig, eller til at forsvare sig selv - og han gjorde det for andre menneskers skyld. Hvilken magtdemonstration!
- Dette er i hvert fald ifølge fortællingen.
Det modsatte af sagtmodighed er stolthed.
Sagtmodig, fra ordnet: som ikke protesterer eller beklager sig; stilfærdig på en resigneret eller lidt sørgmodig måde.
Kærlig hilsen
Thomas
|
|
|
|
