|
0
registrerede
584
gæster og
1414
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Hvor sjovt at du lige ta'r fat i Frederik Dessau og hans eftertanker. Han og "Ved nærmere eftertanke" tog med mig hjem, da jeg var på biblioteket sidst :))
Jeg har altid holdt af både hans eftertanker og hans stemme, som jeg i flere år med jævne mellemrum har kunnet lyttelæse via ereolen. Det kan man så bare ikke længere ... ØV!
Men så må øjnene kan tages i brug, så eftertankerne stadig kan gi' lidt stemning, når nu stemmen ikke mere kan indfanges på reolen ... og så alligevel kan man godt høre den for sig med øjnene. Jeg kender hans stemme ret så godt, har hørt ham meget, ka' du nok høre ;))
I bogen her fortæller han i første kapitel lidt om skuespilkunsten ... ja, sådan apropos ;))
Skuespilkunst og en skuspillers arbejde er basseret på forstillelse og forvandling, det hører til faget at kunne antage en hvilken som helst identitet. Men leg med identiteter og personforveksling er også hvad mange skuespil handler om, så en skuespiller er med andre ord en person, der foregiver at være én, som ofte foregive at være en anden.
Man er ét og bliver et ganske andet, siger H.C. Andersen i sit eventyr om tepottens genbrug og selvforglemmelse
- Tepotten var stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre.
- Jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den, deri er min ydmyghed, min beskedenhed; mangler har vi alle, men man har da også begavelse. Kopperne fik en hank, sukkerskålen et låg, jeg fik nu begge dele og én ting forud, den de aldrig får, jeg fik en tud, den gør mig til dronning på tebordet. Sukkerskålen og flødepotten forundes det at være velsmagens tjenerinder, men jeg er den givende, den rådende, jeg udbreder velsignelsen blandt den tørstende menneskehed; i mit indre forarbejdes de kinesiske blade i det kogende, smagløse vand.
Det gælder for både tepotter og os andre, at vi ikke kommer igennem livet uden skår. Selv den fineste hånd kan være kejtet, og i eventyret går det også galt. Tepotten bliver kasseret, men den genopstår og får et bedre liv. Der bliver lagt jord i den, og i jorden et blomsterløg, som erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand:
- Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!
Og nu spurter jeg, for jeg skal i Brugsen og hente en bogpakke om ... ja, gæt engang :)))
Hilsner med benene på nakken
RoseMarie
|
|
|
|
