Må jeg bringe den næste saligprisning på banen:
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Hvis jeg må ty til en fortolkning, jeg har hørt, så lyder den, at det at sørge ikke er at sørge over, at vi ikke har det største fjernsyn. Derimod skal vi sørge over vores menneskelige natur, vores uretfærdighed og ondskab, vores egoisme og fjendskab mellem hinanden. For dem, der sørger, må ydmyge sig selv i en grad, så de kan se den menneskelige natur for, hvad den - sørgeligvis! - er.
Kun da kan vi vokse.
