|
3
registrerede ABC, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
197
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Guds Ord
|
Arne det vigtigste er at Thomas forstår hvad jeg her snakker om. Det henviser til en, blandt mange, gammel strid her på Facebook og Thomas ved alt om hvad det drejer sig om (vi var en hel del involveret i denne strid blot ikke dig Arne) og hvor meget det forurener hans sind og gør ham rethaverisk selvretfærdig og forfængelig (såret nærtagen) og jo mere optaget heraf et menneske bliver jo mere selvisk og uretfærdig og disrespektfuld kommer det til at optræde overfor modparten. Og jeg ved hvad jeg taler om fordi jeg selv har været en del af alt dette.
Et menneske kan være direkte konfrontatorisk "modbydelig" og uretfærdig i sin adfærd opførsel overfor modparten (Bjørn og HansKrist når de var værst var typer herpå), men et menneske kan også være indirekte underfundig modbydelig eller uretfærdig overfor sin modpart ved enhver gunstig given lejlighed i det skjulte. Nå nok om det, det korte og lange er at vi alle bør komme fri af det onde, eller dette at ville bringe næsten til fald, fremstille næsten i et dårligt lys og os selv som bedre. Slut på det nu, vi må videre.
I sit vanvid kan et menneske finde på at argumentere med Gud på sin side, med den eneste sande Jesus på sin side og med hvilke afsnit af bibelen der er sande og hvilke ikke etc.. Alt ender galt for et menneske, dømmekraften sættes overstyr fordi et grimt underliggende motiv styrer hele ens adfærd, nemlig at man vil vinde over sin modpart for enhver pris. De kristne eller kirken eller nogen andre skal rammes og ned med nakken før er ens tørst ikke slukket.
Fanget ind på en sådan måde er det da 100% sikkert at man ikke er i nærheden af den Jesus de kristne slutter op om som værende Kristus deres. Sværere er det heller ikke at forstå end at Jesus bar ind i verden at mennesket skulle præges af livet med Gud og den Hellige Guds Ånd. Dette intime “jeg-du” Gudsforhold, “fader-søn” forholdet, med den hellige Guds Ånd at vandre i, til ret færd, retfærdighed, modsat selvretfærdigheden.
Dette var revolutionært fordi nu ingen religiøs forordning eller verdslig orden eller forordning nu kunne kile sig ind mellem menneskets intime kreative umiddelbare Gudsforhold, der var ubetinget og givet direkte som den Hellige Guds Ånds ledelse af vores vækst/udvikling og færd/adfærd.
Hvad så med Loven og budene, og påbud og alle vedtagne etiske retningslinjer?? Dette spørgsmål rejste sig (ja følger altid, rejser sig altid, efter, i kølvandet på noget revolutionært uanset om det er i kærlighed eller i politik.
Kort og godt er det kristne svar at loven og Guds bud til os mennesker dem er der sjældent noget galt med, og det vil i langt de fleste tilfælde være fint om vi levede op til mange af dem. Men det er ikke disse der formår at ændre menneskets sind så det frivilligt og af sig selv gør det gode som kom det indefra den gode retfærdige Gud selv af. Loven og budene kan tugte os, men de kan ikke velsigne os, de kan ikke hellige os, de kan ikke heale, helbrede os, de kan ikke gøre os kreative og generøse og få os til at elske næsten, den os fremmede, dette kan kun en fri adgang til Gud og Den Hellige Guds Ånd (altså at mennesket får en fri adgang til sine ubevidste potentiale og spirituelle ressourcer (visse arketyper fx) eller bedre formuleret, kun dette at komme i proces med arkeånden i det ubevidste kan Heale os, frelse os).
Hvad Jesus og Paulus revolutionært stod for er ikke så svært at forstå som vi nogen gange gør det til. Og hvad Jesus blev repræsentant for det præsenterer Paulus sine menigheder for. Og Kirken er en levende organisme, der forsat udvikler sig, af mennesker under Den Hellige Guds Ånds ledelse, det er Helligåndens værk, virkekraft og forsamling.
Skrifterne kan være til inspiration og gode til måske at lære af, blive lidt klogere af, men de kan aldrig blive vejen til frelse og vores retfærdighed, rette færd, adfærd, dette er Guds nådesfyldte frie underværk med os mennesker, der kommer i stand når vi sætter os i den intime “jeg-du” kommunikation og communion til vor Gud Himmelske Fader vi tror på grundet de erfaringer vi har med denne størrelse der gemmer sig, skjuler sig, for vores prosaiske logiske hverdagsbevidsthed men som religio vi har forbindelse til stadig som arkeånden, godt nok for mange en ubevidst størrelse.
Jung har en forståelse hvad jeg taler om her, men for den seriøse nysgerrige følger her hvad suveræne uovertrufne Edgar Morin siger om forholdet, så præcist at det gør ondt, at det er slående, ja alle bliver vi slået af forundring og man bliver aldrig helt sig selv igen uden at være blevet meget klogere på sig selv og sindets (sjælen psykens) gådefulde måde at være opstået på og stadig via religio havende, bevarende, integritet og sammenhæng, og formå healing for det moderne menneske der er neurotisk fremmedgjort sig selv gennem ensidig brug af logos fornuften, der spalter os fra verden og abstraherer objekterne fra os som subjekter, hvor vi bliver fremmede og ensomme i verden (der forekommer os objektiv astronomisk mægtig og uvedkommende os og vi ingenting i sammenligning hermed) og vi fyldes af hjemlængsel (religion) en hjemlængsel der dog kan ophæves fordi vi kan finde hjem igen til os selv uden at tabe og miste (vores homo sapiens forhjerne styrke og konsolidering, befæstelse) hvilke erfaringer vi gjorde os i vores fremmedgjorte udlændinge tilstand under vores ensidige bevidstheds ledelse:
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).
Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.
1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);
- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin
for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).
Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.
1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);
- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin
|
|
|
|
