|
0
registrerede
4283
gæster og
2848
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Tak for alle ord og strømme af stemningsmættede øjeblikke. Hvilken verden vi lukkes ind i, når vi følges med poeterne i hånden og ånden ...
Sådan var det også, da jeg for en hel del år siden trådte ind i et univers så stemningsmættet, så sitrende, så sansende, så levende og forvandlende. Det blev en port, jeg tog et skridt ind i som ét menneske og ud af som et andet ... måske som en voksen kvinde med sanserne i behold :))
Ingen forklaring, blot en forvandling ... med mig som menneske og med min oplevelse og forståelse af poesiens univers netop som en forvandling og ikke en forklaring. Og derfor er næste levende billede på listen blevet ...
5) "Dronningeporten" af Pia Tafdrup (1998)
SEGL
Nej, det er ikke en hemmelighed, som den der skjules
bag en sovendes lukkede øje, ikke en sindrig kode,
som vi længe foregiver at bære på, overleveret
fra bedsteforældre eller forældre på deres dødsleje.
Det er en vibreren i musklerne afsat af en kronisk uro,
der forårsager dønninger selv på denne sommerdag,
hvor vinden har lagt sig, og vilde dufte fra endnu dryppende
buske og blomster vægtløst slår rødder i den varme luft.
Det er en kraft og modkraft, der er en smerte vakt til live,
en indre intifada, en sindets nye stenalder, hvor jeg er taget til fange
af mig selv, for jeg tænker ikke bag skudsikkert glas, når jeg går den vej
enhver kun selv kan gå, når jeg vækker et sprog, et dronningerige.
Jeg finder et stisystem, bevæger mig over broer eller ud ad porte,
jeg rejser mod en yderste grænse, går gennem drømmeagtige passager,
giver min stemme - resten mister jeg som blodet fra en violet åbnet vene;
jorden trækker alt til sig og drikker, lugter bagefter fugtigt af regn.
Over ordene sætter en regnbue sit lysende segl.
***
AKACIEDALEN
Her samles en understrøm,
her er en brønd med vand
til planterne, der visnede svovlgult
eller krøllede sammen trøstesløse
i støvgrå toner før sommerens endeligt,
til det afsvedne græs, der hørbart
hvisker i vinden,
til markerne hvor høsten slog fejl,
og dyrene endnu skriger.
Her er en brønd,
hvor du kan drikke
eller drukne,
hente en stjerne
på bunden, slukke
din tørst
i farven hvid.
Her er en brønd,
der får grundvandet
bag alle bjergblå tanker
til at stige klart igen
og de borttrukne fugle
til at vende tilbage i store klynger
langvejsfra.
Du kan koncentrere dig i timer,
tænde lys i skumringen, nå frem
til de to sekunders
priviligerede indsigt,
det vil tage år at glemme igen:
En vældig kilde skal vande bevidsthedens akaciedal.
Pia Tafdrup fra "Dronningeporten"
Strømme af hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
