|
1
registreret
(1 usynlig),
661
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Sangbogen betyder meget for mange mennesker, og mon ikke man stadig sidder om et bord med vin og bajere og synger de gamle sange - alle ka’ jo ikke flyde foran kukkassen og med vildskab i øjnene glo på ben der farer i kødet på drømmen om at blie set og vejet…
Men alene Bob Dylans bibliografi er jo en variation i stilarter hvor en konsekvent vedkommende lyrik så betyder noget udover den amerikanske sangtradition, han har i skiftende tider sagt sandheder i manges ører, der bar dem med sig ind i politiske diskussioner overalt hvor folk mødtes, fester, samvær osv. spredt udover kloden, en fantastisk tanke.
Robert Burns og Dylan Thomas’ poesi har sikkert ligget på manges natborde rundt om, bestemt også på Bob Dylans, ja de må næsten være blandt de poeter der især har inspireret ham, selvfølgelig i lighed med en lokal fattigdoms sociale og mentale trængsler i et US hvor politikeres storhedsvanvid nærmest trak i snoren til en grotesk guddommelig komedie hvor helvede så udspillede sig i Vietnam, senere i Irak m.v.
Der var ikke andet at stille op med så stærke påvirkninger end at skrive og synge om de menneskelige konsekvenser, ligesom nutidens mange forfattere, der overalt har forsøgt at afdække det uvæsen af terrorisme som politikere overalt i verden har ført deres befolkninger ind i, men tydeligvis aldrig synes at forstå deres ansvar for. Måske en lyrik i sange rammer dybere i mennesket, tit har vi jo her talt om ordenes musik, der i alle kulturer synes at være anvendt til at samles om, udbrede information og budskaber med. Om de dermed bedre forstås, tja… Men altså, herregud hvor alle Bob Dylans gamle sange stadig klinger sødt i mine ører; nyder man Larry Slomans ’On The Road’ til kaffen, da er man straks ’On the Tracks’ på vej tilbage mod ’Nashville Skyline’, der jo kun lægges på trilleren med et lille stik i hjertet, for hvis ikke ’Girl from the North Country’ med Johnny Cash’ sprøde varme stemme får én til at lægge armene om hofterne på sin elskede og sammen vugge ind i kærligheden, ja så har man sgu’ også fortjent turen nedad Styx med kukkassen i hovedet!
Der er sikkert skrevet masser af fine bøger udover On The Road, det er desværre den eneste jeg har læst, uanset ville megen fin lyrik fra hans hånd ha’ fået mig til at stikke tomlen i vejret for en nobel lille pris til manden under hatten – der vist hører til de få amerikanere der aldrig ses med en kasket om ørerne..;)
Sjovt er det at se hvordan journalisterne står på nakken af hinanden, for at høre hvordan det føles at være nobelpristager – og hvor ku’ man dog ønske sig, at de fandt på nogle bare lidt mere interessante spørgsmål. Men det kan de altså ikke finde ud af. Det værste for ham må netop være invasionen i privatlivets sfære, og det burde jo også række med en tale ved prisuddelingen. Han er nøjagtig lige så privat som den navnebror jeg holder lige så meget af, og deler formentlig den holdning med masser af mennesker.
https://www.youtube.com/watch?v=duYlNm0QLOA
mvh
Simon
|
|
|
|
