|
1
registreret
(1 usynlig),
2780
gæster og
187
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen Simon
... og tak fordi, du bringer Dylan Thomas på banen. Jeg har tidligere læst enkelte af hans digte, men havde helt glemt ham igen. Det vil jeg nu gøre godt igen og lade mig lukke ind i hans verden af smukke ord og ja, til tider også den lidt mere dystre side af ham.
Dobbeltheden hører altid sammen med dybden, og jeg ser ikke den og det dystre som noget skræmmende. Ingen skygge uden lys, velvidende at formuleringen her er omvendt af den sædvanlige ordlyd :))
Notes On The Art Of Poetry
I could never have dreamt that there were such goings-on
in the world between the covers of books,
such sandstorms and ice blasts of words,,,
such staggering peace, such enormous laughter,
such and so many blinding bright lights,, ,
splashing all over the pages
in a million bits and pieces
all of which were words, words, words,
and each of which were alive forever
in its own delight and glory and oddity and light.
Dylan Thomas
Her Pia Tafdrup (og en bette smule Dylan Thomas) :)) fra "Hvalerne i Paris"
I LOTTERIET
I lotteriet vandt jeg retten til tavshed,
lod frivilligt min mund fylde med sand,
der løb fra mange hænder
som en forsegling af tungen.
Lod mig føre ind i det rum, der blev anvist som bolig,
asketisk,
ikke større end et skab.
Døren blev lukket af et venligt menneske,
skåle med mad dukkede op,
nok til hele døgnet
og bøger af Edgar Poe og Dylan Thomas.
Disse feberdage var en stige
uden trin.
En stor fugl satte sig nu og da på en gren
uden for et vindue højt oppe,
lagde sit hoved på skrå, stirrede med ét øje
ind i min bedøvelse
og fløj bort ...
Den samme hund gentog sin hylen aften efter aften,
som sad den fanget i en rævesaks, ikke langt borte.
Ravnevingers gravkammermørke var nætterne,
når de lukkede sig om mig, fikserede mig
i urørlige positioner.
Døden
læres tålmodigt, tænkte jeg,
og lagde øret mod døren, når nogen bankede -
men da var lyden af besøgendes trin allerede forsvundet,
som ekko fortabes i labyrinters labyrinter,
i dag var for længst blevet i går ...
Jeg måtte lade tiden gå, men vågnede og hørte stemmer,
slog døren op,
der til min rasende forundring
ikke havde været låst!
En have, der ikke har opgivet sin drøm,
breder sig ud for mine fødder nu
i et kalejdoskop af lysreflekser -
buske blomstrer og sender vådt lynende dufte mod mig,
regnbuefarvede fugle stryger i koder gennem luften,
under træerne bevæger talende sig omkring,
ihærdigt dechifrerende en ny vækst.
Døren slår i bag mig,
jeg går syngende ud,
går jeres kendte ansigter i møde.
Go'natteligst
RoseMarie
|
|
|
|
