|
0
registrerede
31
gæster og
151
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Jeg holder rigtig meget af Bo Green Jensens skriverier, og jeg holder rigtig meget af floden som metafor. For mig er floden en slags omvendt vej eller sti. Ja egentlig også en slags omvendt bro, hvor både det at stå stille, og det at bevæge sig ender med at blive en bevægelse.
Et blad og et øje,
en krop som står op.
Det er dagen der begynder
Og således rejser vi stadig
ad alle rosens veje ind
mod dansens stille punkt.
Jeg er dig.
Du er mig.
Vi er vand.
Vi er lys.
Vi er mennesker.
Og her.
(fra "Rosens veje" 1991)
*
Dagen begynder som evakuering,
og alting er menneskers vej over broer.
PÃ¥ Hennepin rejser vi sammen med lyset
i spor mellem blokke og tårne af spejl.
Den ene bygnings side
i den anden bygnings fald
er sat som det eneste syn, jeg kan tro.
Jeg holder til højre og drømmer mig blind.
Mit hoved er barberet
så jeg mærker Mississippis vind.
Det er sådan at jeg venter.
Det er sådan at jeg elsker dig.
(fra "Den samme flod to gange" 1990)
*
når avisen knitrer
mødes vore øjne
i det svage lys
vores liv hænger sammen
og det ved vi begge to
kulden udenfor
og varmen indeni
slår gnister af tryghed
mod verden udenfor
(fra "Requiem & messe" 1981)
Hilsner fra floden med de mange lysende flydelys
RoseMarie
|
|
|
|
