|
0
registrerede
191
gæster og
126
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s. til Evigglad...;)
Ja, man behøver næsten ikke hive ham ud af reoler, nu man har hans digte i tankerne, men der er så meget man ikke husker, i hvilken forbindelse Halfdan jo syntes at ha været lige så imponeret over Møllehaves husker, som alle os andre.
Jeg ka nu godt lide din fremgangsmåde, hvor tilfældet også får sit at sige, hvad læsningen angår, og tror at også Halfdan læste alt efter inspirationskildens pludselige ansigt. Men nydelse er jo heller ingen examen, ja det ku man måske godt få indtrykket af i andre forbindelser, men det duer ikke uanset, lykkens lillesøster glæden lader sig heller ikke betvinge.
Man mærker det at blive gammel i brevene mellem de to venner, naturligvis direkte hvad Halfdan angår, idet det er hans breve man læser Møllehaves igennem. Og sjovt er det sgu ikke at blive gammel, men digteren overlever jo altid skroget og titter ustandselig frem mellem sårene, man ser det overalt i det han skriver – de usynlige er altid de værste, tabene af Morten Nielsen og Tove Ditlevsen måtte han jo bære alene til skroget ikke ville bære ham, og da det med tiden ikke blir lettere at narre sig selv, ku man vel nærmest tale om hukommelsessvigt som nådegave, altså bortset fra alle de praktiske problemer den medfører, og med en hukommelseselefant på slæb som Joh. Møllehaves, må det for livet gælde om at være en englebasse, og hvem fanden ka’ så udholde dén byrde?
Nej, man må nok sætte sin lid til glemsomheden og tilfældet, fx den tilfældige bog der glider ud af reolen samtidig med den huskede, hvormed opmærksomheden straks pakker til rejsen. Forresten var Halfdan også glad i Nørregård-Nielsens fremragende huskerier, og det ka’ man jo så godt forstå. Ja der er virkelig mange herlige forfattere til i dette lille land, hvor erindringer også her er noget af det bedste, til trods for mine betænkeligheder. Billederne bagerst i bogen fik mig næsten til at hoppe, de var en særlig overraskelse. Mange er gode, men for at fremhæve enkelte for deres store styrke, er der på side 119 et af en græsk kvinde der mistede sin mand og børn under juntaen. Hendes øjne fortæller selv historien, det er så grusomt smukt et billede, at jeg godt forstår hvorfor han havde det hængene i sin stue. Det af Tom siddende i et afskåret træ med sin fløjte, er også pragtfuldt, samt det af Ester Nagels tænksomhed. Og til slut lidt fra Halfdan – en anskuelse der ville ha fået det umenneskelige i tidens politiske klima til at isne, hvis den ikke havde været så blodfattig, og med dette så et gonat:
Den rige begærer sin rigdom.
Den fattige knæler og ber.
For verden har nok til mange
og intet til endnu fler.
(˶Sort tro˝, Regnens harpe)
mvh
Simon
|
|
|
|
