|
3
registrerede somo, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
470
gæster og
58
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Med humøret på Storm...
|
Hej RM..
Der findes masser af litteratur af og om Storm P, der i og med han er godt for humøret jo er godt for helbredet, m.a.o. er han altså til trods sine i egne øjne manglende forkundskaber ud i det lægefaglige ganske lægende, det er da egenskab hvis ikke en kundskab. Måske det var humørbomben der fik Ebbe Rode til at ryge i vejret hver gang han så eller læste noget om Storm P, efter eget udsagn var den i al fald gal med ham helt fra barnsben, og i »På Stikord« fortæller han hvordan både forældrene og husets mange gæster hørte med overbærenhed på ham, så åbenbart var ikke alle lige begejstrede, eller trængte til at blive lægt & lagt af grin.
Selv mener jeg Ebbe Rode havde ret: Hr. Storm får straks lymfocytter til at gå til angreb på de fremmede som bidske vovser – ikke så snart var jeg midt i historien »Slaget om Asgårdsvej« før jeg glemte alt om lungebetændelse, og da jeg nåede til frem til enden, havde jeg atter kold snude og blank pels. Nå, men her er i al fald en erindring fortalt af lystigheden himself, der også involverer Gustav Wied:
Jeg mindes Gustav Wied. Der hænger her på Jernbanerestauranten en reklameplakat for et svensk badested – man ser nogle træer og et stort træhus, bagved er vand, Østersøen. Værten på hotellet hedder Schwartz, og da min fantasi ynder kurver – vinkler – triangler og kuber, fik jeg snart lavet navnet om til Hvid – Sylvester Hvid – Hvids Vinstue – ånd og hvid – Gustav Wied. Der stoppede jeg og faldt i staver, mens min smörgås krummede sig i kakkelovnsvarmen.
Gustav Wied – jeg husker engang, han havde købt nogle akvareller af mig, og da han kom ind til sin glarmester i Roskilde for at få dem indrammet, sagde den gæve glarmester til den lille digter: – Jamen Hr. Wied – vil de virkelig ha’ sådan noget skidt på væggene? – Næh, sagde Wied – aldrig i verden – de skal ligge på gulvet! –
Da Dagmarteateret opførte Wieds »Ranke Viljer«, fik jeg overdraget »en fange«. Rollen krævede, at han skulle have forårssyge – og da jeg aldrig har haft den sygdom, måtte jeg først studere den på hospitaler, og da jeg ikke havde nogen forkundskaber i lægekunsten og anså det hele for håbløst, afgav jeg rollen, men Wied overtalte mig til atter at modtage den – jeg kunne så spille stivbenet – halt – vindøjet eller hvad som helst. Jeg valgte at prøve mig for, og den ene aften var jeg stivbenet, den næste hæs, så skeløjet, forkølet og forskellige andre småting. Denne stadige forandring af figuren forvirrede dog ikke min fortræffelige medspillende – Adam Poulsen. Hver aften glædede han sig til at se, hvad jeg nu havde fundet på – og det var virkelig ikke for at gøre grin, jeg fandt på, det var kun fordi jeg ikke kunne »finde« figuren – jeg havde aldrig været i fængsel, jeg havde kun fået fem kroner i bøde for at køre uden lygte. Men til sidst lykkedes mine anstrengelser, og jeg fik en ganske anstændig forbrydertype ud af rollen. – Et sted skal Adam P. give mig en rulle skrå, som han har gemt i en gammel lænestol – den skrårulle blev efterhånden aftenenes clou, den forvandlede sig fra skrårulle til chokoladecigar, en sveske, et stykke røget ål osv. Men jeg lod mig heller ikke forvirre af dette forsøg på at få mig til at smile- jeg fandt også på – – det er utroligt hvad der kan laves på en scene, uden at publikum lægger mærke til det. Jeg skulle feje cellens gulv, og under dette anstrengende arbejde fandt jeg mange forskellige ting – en guldtyvekrone, en diamantnål, 6 hårnåle, en omstigningsbillet, 3 champagnepropper og mange andre ting, som jeg overrakte A. P. med et for aftenen forfattet lille bon mot.
Gustav Wied opnoterede mange af disse bon mots – men jeg har dog ikke fundet nogen af dem i hans senere produktion. Han var en gentleman – og ikke som Shakespeare, der huggede alle sine dramaer fra Bacon og Eggs. –
Inden jeg slutter, må jeg lige fortælle om et besøg, jeg aflagde en kendt grosserer på hans kontor – lige midt i den travle formiddag. Altså – jeg går ind uden at banke på, grossereren sidder optaget ved en tilsyneladende vigtig telefonsamtale – jeg tager kopipressen og vælter den på gulvet, derefter hyler jeg som en ulv og lader en medbragt flaske champagne springe, mens jeg uafbrudt råber: – Gamle dreng – hiv og sving – gamle dreng – hiv og sving! –
Manden ser idiotisk på mig, ringer af og rejser sig op – to tiloversblevne hår rejser sig på hans lille runde hoved – derefter falder han med et smask ned i kontorstolen og siger: – Er de gal, mand – hvad er meningen med at komme her og forstyrre mig i mit arbejde!!? – Tag den med ro, sagde jeg og bød ham en cigar fyldt med dynamit – ser de, fortsatte jeg med en mine som Phileas Fogg i Ekstraklubben – ser De, min kære herre, jeg kommer her for at vise Dem, hvad det er at blive forstyrret i sit arbejde. Forleden aften var De i Cabaret »Edderkoppen«, og der sad De og afbrød de optrædende hele aftenen – og da jeg havde den ære at vise mig på tribunen for at aflevere et par historier, så råbte De og gebærdede Dem akkurat som jeg gjorde for et øjeblik siden – De må nemlig vide, at det var mit arbejde, De forstyrrede, og at der i lokalet sad folk, der gerne havde hørt, hvad jeg sagde – ja – det var det hele jeg ville, og be’r Dem undskylde, at jeg forstyrrede Dem.
Så rejste den lille mand sig, bukkede og sagde – Tak i lige måde, for han var nemlig en gentleman – trods alt.
- Robert Storm Petersen, fra »Bag rampe og kulisser«
mvh
Simon
P.s.: Da mennesket nu engang ér TV-apparatets lydigste hund, er det fuldt ud muligt at hunden er menneskets bedste ven…
|
|
|
|
