|
0
registrerede
1981
gæster og
219
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
At rejse i Afrikas hjerte som blodet der rytmisk vender
tilbage for at pumpes ud igen?
Det ville være det rene selvmord!!
Måske, men bliver jeg her i vanhvid og angst
sparkes jeg inden længe livløs ind i døden.
Jeg går helst ikke ud på gaden,
i byen går jeg kun i en tåge af rus.
Skal beherske mig for ikke at smadre en bil eller en videobiks.
Rummet mindre, det hvide rum,
hvor skrigende kryber sammen i hjørner
og klynger af sved og gnidende tænder.
Rummet ligger som glas over huden
og enhver ting der minder om oprindelighed
kærtegnes voldsomt af alle sanser.
Selv himlen ligner en luder. For 100 år siden sås cirka 3
gange så mange stjerner på himlen. Forurening. Jeg glor
som en idiot for måske 10.000’nde gang i mit liv ud af
vinduet og skimter 5 blege stjerner. Så langt fra hinanden
som jeg fra hver af dem.
I FORNUFTENS HVIDE HOSPITAL, KZ-lejr for under-
bevidstheden, betragter de hvide kitler den bedøvede sorte
snak.
Der er lukkede døre, kun indveje
og sprøjten eller sprogets hvide snit
– eller en sprøjte med usynligt blæk.
Så satans ild for sidste gang
og ind i den lille, hvide kasse i den store hvide sten.
Endelig!
Det sorte hul – og sort er atter sort og alt er sort.
Det store ædegilde, festen over måneder kan begynde.
Velkommen, fine grundige mider. undergrundens guld-
smede.
Fyld mine årer, åh ja, tag endelig hjernen,
smovs i mine gyldne erindringer og søde krystaller
af god, gammel kærlighed.
Varm jer i synernes blålige skær.
Også øjnene er blå. kom biller og bær dem væk,
tril dem som store sole af gelé
og byg en sikker hule i hjertet.
Og kønnet … så træt af at elske, ømt og slattent
som et træ uden vand. Tag det, rotter, og bliv til tusinder,
takket være mit usunde kød.
Endelig træder skelettet frem,
hvidt og ukendt for verden over jorden.
Om hundrede år er det sort
som den omsluttende jord, endelig sig selv, endelig virkelig
neger.
Jeg er slaven i guldminen.
Jeg bærer guld så tungt som min fars kiste.
Jeg graver og graver,
jeg graver mig ind i jorden
og møder pludselig det underjordiske folk.
Jeg er i landet under jorden
hvor alle taler sort
og ord kun dannes af stinkende nødvendighed.
Alt hvad jeg siger fra her
er kun en skygge af hvad jeg ser.
(Ok, jeg bryder i indskrivende stund, 1983, min neger-regel:
ikke at bryde manuskriptets improvisatoriske strøm med til-
føjelser etc. Jeg nigger mig skamfuldt for een gang skyld.
Med normalsprog er her mine underjordiske fremtids-
visioner fra Helvede:
Jeg vil nøjes med at omtale kendte mennesker eller typer,
der har optrådt i alles liv.
»Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og
tilbede mig.«
- Satan (Mattæus-evangeliet, 4:9)
- Michael Strunge.
mvh
Simon
P.s.: Jens Kistrup ku ikke fordrage Michael Strunge, Land og Folks Peter Gregersen tænkte så det knagede på om det hele mon handlede om begrebet ”nigger”, eller bare negere i almindelighed… – det vides ikke om Jens fik sat tingene på plads. Laura (Matador) derimod, ville bare ha rystet på hovedet og sendt Røde et hvast blik: den slags læser ordentlige folk overhovedet ikke! Gad vide hvad hans mor ville ha sagt…
|
|
|
|
