|
0
registrerede
519
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Broby-Johansens Blod befinder sig nu på hylden med Strunge, Jac, Borum, Vizki og mange andre øjne der iltedes i psykens bassiner; men dengang de 700 exemplarer beslaglagdes og moralens røde øjne dømte ”utugtens” ophavsmand, da indså adskillige straks at man dermed blot mytologiserede Broby-Johansen, som det skete med Bangs Håbløse Slægter. Pontoppidan skrev:
»Hr. Rud. Brobys Digtsamling »Blod« er et artistisk Forsøg, paavirket af visse litterære Strømninger i Nutidens unge Tyskland. Men øjensynlig har Forfatteren i de fleste af Digtene ogsaa tilsigtet en Virkning af moraliserende Art. I de afskrækkende Skildringer af kønslige Udskejelser har et ungt, idealistisk Digtersind udøst sin Rædsel og sin Harme over den udbredte moralske Perversitet, som er en af Verdenskrigens onde Frugter. Man kan kalde disse Skildringer raa eller modbydelige eller monomane. Men utugtige eller blot letfærdige kan de aldrig i Verdens kaldes, idet de lige saa lidt som Billederne i et anatomisk Atlas appellerer til Kunstfølelsen. Sammenlignet med den Frihed, hvormed lyriske Digtere i deres Vers plejer at besynge og befamle Kvindens Yndigheder, er der snarest noget munkeagtigt i denne unge Poets Holdning overfor Vellysten. At stemple hans alvorlige lille Bog som et pornografisk Spekulationsforetagende vilde være en beklagelig Misforstaaelse og en blodig Uret.« (1923).
Man har nydt at læse forargelsen i aviserne, har enedes og stridt over kaffebordets boller eller øllerne på den lokale, og sikkert nogenlunde som i de pragtfulde stemningsbilleder i serien Matador, når temaet abort pludselig satte alles sind i bevægelse midt i den trygge atmosfære af livsanskuelsers ordnede forhold – som man helst så poesien afspejle. Ser man derfra lidt længere tilbage, fik en del jo også bollen galt i halsen ved kaffebordet over skriftet ”Om Andersen som romandigter”, af en dengang endnu levende kritiker.
Vi ska nok være glade for ikke frit at ku rejse i tid og rum, på den anden side ville mange af nutidens selvalvorlige trosbekendere vel ha haft godt af sådan et lille rekreationsophold, opleve den blodige virkelighed 500 år tilbage; men man har jo sige tvivl om dét så ville reformere deres rosenrøde fantasier…;)
Der var en solsort den anden dag
den sang dit ansigt og din smukke krop
så det sugede mæthed ind i mine øjne
så at voksede ned i din skønheds mark
og med mit ene øje vovede jeg det andet
hvis orm sugedes op af jorden
og så blindedes jeg af din umættelige skønhed
- Allan Karlsen, Intet er som døden, 1982.
mvh
Simon
|
|
|
|
