|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Jah, humoren er jo en del af værktøjerne vi anvender i visheden om hele livet at måtte leve med modsætningsforhold (meninger, holdninger osv.) i de sociale rammer, en måde at sammenfatte og skabe den nødvendige selvdistance på, at stikke fingeren i jorden er trods alt mere praktisk end hele kroppen, og mennesker har jo et stort potentiale og tit større tillid til humoristiske betragtninger end det overfølsomme selvalvorlige, for dér er der bedre plads for en menneskelig natur at røre sig på, at leve med den forskellighed der faktisk er en dynamo for selv- og samfundsudvikling på sigt, platformer for drømme og visioner. Jeg holder sgu så meget af Hans Kirks trilogi, som man kan læse uden at identificere sig med et sådant selvsyn p.a. af rummeligheden – ligesom katolikker og andre former for kristne jo sagtens ka’ more sig kosteligt over Dave Allen, og længe gjorde det; ja gu’ ve’ hvad der blev af dén humoride…? ;)
Storm, Alstrup, PH og hulens mange andre humorider der tilbage i tiden så det komiske i bl.a. den snæversynede gudfrygtighed og gjorde op med den slags, havde det nok som folket i almindelighed, et folk der også havde behov for tryghed, men søgte at skabe den i fremsynethed og ikke kun for deres egne børns skyld. Sorgerne får os til at se indad og reflektere, store sorger at reflektere i fællesskab, som fx i og efter krigenes nærmest umulige sociale efterspil, altid skabt af enkelte mennesker med ophøjede og gerne gudfrygtige selvanskuelser men på almenvældets vegne. Det er nærmest utroligt hvad et fællesskab kan genopbygge på ti og tyve år, tilmed visioner og humøret…luft, lidt sol og en god nats søvn ovenpå strabadserne gør meget for humøret, midt i virvaret. For ikke at tale om poeters klare blik på sansevældet, selv om der blandt poeter er en ganske betragtelig selvalvorlighed, men mange blev poeter af nødvendighed, ikke fordi de ville fornøje andre. Benny Andersen inklusiv, selv om vi morer os kosteligt over spejlvendte billeder, ja han var sgu ligefrem ved at drukne sig i drikkelige sager.
Nå, men solen formåede altså endnu engang at trænge gennem skydækket, og Ryge sidder sikkert i sin have og blir større og større for hvert et blik udover moder natur. Samme fornemmelse får jeg, når jeg ser hvordan træerne heromkring bugner af selvtillid, det er den slags der får én til at ku nyde lyden af regnens trommen på bladene: man ved det er en periode, og jeg ville ikke for alt i verden undvære de fire årstiders spraglede beklædning, der nærmest får mig til at gense punkernes farverige hårpragter for mig, midt på et ellers kedeliggrå Gammel Torv….;)
mvh
Simon
|
|
|
|
