|
1
registreret
(1 usynlig),
424
gæster og
184
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her lidt fra: Man Burde Burde, en samling alvorlige tanker i sjove former, ind imellem karakteristika af noget eller nogen i det omgivne og fjerne, til tider tættest på, som følsomme tryk på kluklatterknappen – man spræller, herligt tilpas…
FORKÆMPER
Energi kommer af at bruge den siger han
og væk er han
forfølger veloplagt forfølgere
ofrer sig med næb og klør for ofte
iler gennem tykt og tyndt for at opstøve hårdtramte
støtte vakkelvorne
få blodsugere til at rødme
Kom an hajer og slanger råber han
med harpun i højre og lasso i venstre
Ved af som kun få
forudser før løbesedler
møder morgenfrisk optrækkende farer på halvvejen
Tillid vækker hans næsten husmoderlige orden
i oprør og indgreb:
protester i skuffen med knive
resolutioner skrællet og klar til i morgen
demonstrationer punktlig fremdateret
Mens han rør rundt i en boblende skideballe
og krydrer en dampende mishageytring
smiler han muntert:
Det ligger lidt tungere med landet i dag
pølsesnak og pindesuppe
men i morgen står den på blodigt kød
og dennegang skær jeg helt ind til bener
Her et lille udpluk af hans agitation:
»Moderne krig er udslag af forkælelse,
forvoldes af generaler der holder sig for gode
til at vaske op og gå ned med skraldespanden.«
»Øje for tand og tand for øje
sagde den tandløse til den blinde –
så kom de til at le
og blev venner for livet.»
og den ganske korte:
»Levne eller blive ædt».
En gang hver sommer finder han det hele omsonst
tar nedbrudt i skoven eller Tivoli med familjen
opsparer på een dag dårlig samvittighed nok
til den næste helårige forkamp.
*
Digtet her var i sin vår næppe tiltænkt nogen lægprædikant, så skulle en sådan læse det, er det altså ikke ment som et skår i selvkærligheden…;)
SKÅR
Hans navn kan være lige meget
men han lignede en vase
hvem gør ikke det kan man sige
eller man kan sige hvem gør det
og svaret må lyde:
der er mange former for vaser.
Som tiden nu gik gik der flere skår i hans livsglæde.
Til sidst var han lutter skår
men det var alligevel ikke helt til sidst
for han prøvede at rekonstruere sin livsglæde
føje de forskellige skår sammen
til en form for – skal vi sige: jovial resignation
eller som det så smukt hedder: at føje sig.
Denne selvklinkning slog fejl.
Denne vaseefterligning var så skæv
at den væltede
og gik i endnu flere skår.
Han var slået ud
men alligevel ikke helt:
som han nu lå der i skårhøjde
fik han øje på andre brudstykker
og tænkte:
der er sgu noget der!
Tog nogle af disse skår
sammenlignede dem med sine egne –
brudfladerne passede overhovedet ikke sammen
men noget i sammenstillingen
fik han til at glemme at det var skår han stod med
han kasserede nogle af sine egne skår
foretrak visse andre som egnede indgreb
i omgivende vasevrag
hejsa udbrød han gang på gang
og da han nu ikke havde andet at se hen til
så han hen til den vase
eller hvad man skal kalde det
for det skulle jo netop ikke være en egentlig vase
heller ikke en mosaik
nej
han lagde skårene på tværs af hinanden
på en pindsvineagtig måde
(pindsvin vælter nemlig ikke så let)
gik meget op i processen
til han pludselig en dag i oktober
kom i tanke om sig selv:
det var godt du kom ud af den vase.
Sorterede derpå videre
mellem sine og andres brokker.
Han var ret livsglad nu
men ligner slet ikke nogen vase,
og hvem gør slet ikke det?
*
Forleden så jeg den godeste Søren Ryge pirke lidt til en af de pelsklædte venner i naturens egen have – der vel efterhånden også er blevet vores –, vennen var tydeligvis afgået ved døden for ganske nylig og under uvenlige omstændigheder, men var selve årsagen til at jeg kom til at tænke på digtet i den sjove samling her, og naturligvis derefter på al den jord man med tiden har kastet på gamle venner. Her har Benny Andersen fat i snudeskaftet på én med særlige overvejelser, der dog kommer til fornuft, ja muligvis en tip-tip-tip-tip oldefar til Sørens lille ven, verden er lille…
DEN FORÅRSKÅDE MULDVARP
Ved denne tidda de deroppe slipper håret løs
hælder stearinen ud af øret
ryster tungen ren for krummer og fortielser
taler om at grave grøfter ind i hinanden
tunneller under gamle skel og slagord
Ved denne tid da alle har sletter til gode
og der går forår i bukser og vimpler
dukker jeg op af min tue
med mine vingeskovle til underjordsflyvning
misser mod de letvingede deroppe
Hvad om man købte en kvidreparlør
og emigrerede til våren
gik ud at sit gode brystbillede
slog sig løs i det grønne
fandt ud af hvor alle disse rødder ender
hvad der blomstrer i toppen af disse seje kabler
og strømlignede kloakker
Men mon ikke man ville tulre hjælpeløst rundt
støde ind i skarpe lyskanter
nyse ustandseligt
ende som kastebold mellem storpolitiske skovle
Hvorfor give slip på sit gode kalde som sortseer
bedst at mærke mørke omkring sig
og dybt under rødder kabler kloakker
flittigt gøre dybet farbart.
- Benny Andersen, Man Burde Burde, 1971.
Til slut…
Et postkort fra Island
Da jeg dyppede hånden for at prøve strømmen et par meter
fra et varm kilde, kunne jeg ikke høre andet
end alt det glatte mudders mumlen og kogen.
Og så min guide bagved der sagde,
˶Lukewarm. Og det vil interessere dig at vide,
at luk var et gammelt islandsk ord for hånd.˝
Og i skal bare vide (men ved det allerede),
hvor velkendt dette pust og trykket føltes
da vandets indre håndflade fandt min.
- Seamus Heaney.
mvh
Simon
|
|
|
|
