|
0
registrerede
2209
gæster og
320
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Go'morgen, Simon
Et smukt og frodigt regnvejrsdigt af Michael Strunge, så er dagen godt begyndt i medvær :))
Regn nat
Jeg hører regnen mod vinduet
den er så gennemsigtig
at den ikke ved det
men bare falder og falder
fordi den tiltrækkes af jorden
og dens løfter om medvær i væksten
mens den holder de grønne træer
og søer af vand
frem for sig.
Jeg hører regnen mod vinduet
den er så gennemsigtig
Søren Ulrik Thomsen kommer vi heller ikke udenom her i regntidens lys :))
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regnhånd, lyskys
vandlys,blåseng
søvnblå, kysregn
lyshånd, vandsøvn.
... og Ole Sarvig skriver om sommerregnen i juni
Regnmåleren
med den flade kumme
står i juninattens bløde regn
på sin søjle,
fyldes af vand,
mens mørke popler suser
og bevæger deres grene.
Nattens kan høres viden om.
Regnen gir genlyd i verden.
Der er tomt. Der er stille.
Alle skabninger sover.
Poplerne suser.
Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.
Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat.
Rifbjerg ser regn og blæst, som et livsvilkår, der også er en nødvendighed ...
»Vi lever en stor del af vort liv under en lav stratus-himmel, som giver nedbøjede nakker og sure tæer, alligevel bliver vi sjældent ladt i stikken, for regn og blæst kommer. Der bliver spulet ud og renset igennem med mellemrum, alene derfor er der en vis garanti imod den totale forsumpning og nedstemthed, og derfor er vi også et folk af lyrikere.«
Og som rosinen i pølseenden endnu et uddrag af IC og Hemmelighedstilstanden :))
Og først når tilstrækkelig mange ord har fundet deres pladser i digtet, og dermed tilstrækkelig meget glemt, som er det vigtigste i livet, er hentet frem, og den almindelige viden er forbundet med den viden der er medfødt, når disse ting og mange flere er sket ved at gribe ord ud af luften eller rive dem ned fra bibliotekernes hylder, genbrug af genbrug, så opstår det til sidst en balance, det osmotiske tryk udlignes og menbranens funktion ophører. Ordet er helt sig selv.
Og det betyder ikke, at man så ikke længere kan komme i samtale med digtet. Tværtimod. Det betyder snarere, at der i hvert fald midlertidigt er oprettet balance mellem ude og inde, at membranen er gjort uigennemtrængelig - og ordet at digte betyder jo netop undurchlässig machen - uigennemtrængelig fordi der ikke længere er noget, der trænger sig på for at overtage og beherske et andet niveau, alt synes i digtet at svæve, uafbrudt bevægeligt, men stille, som midt i stormens øje, i det Novalis kalder "das seltsame Verhältnisspiel der Dinge". (Tingenes sælsomme relationsspil).
Og det er bestemt en meget eftertragtelsesværdig tilstand, som mennesker vil gå meget langt for at opnå. For måske har vi det sådan, at denne tilstand, denne i egentligste forstand verdensforklarende tilstand, ikke rigtig eksisterer, hvis ikke ordene nævner den og dermed skaber den igen og igen for vore undrende øjne.
Med ord og undrende øjne går vi dagen i møde med gummistøvler og regnhår :))
De grønneste hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
