Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Endelig letter varmen lidt, og der er herlige luftninger imellem ord af Paul Celan og Sort mælk :))
EN BOOMERANG, på åndeveje,
sådan vandrer det, det vinge-
mægtige, det
sande. På
stjerne-
baner, af verdens-
splinter kysset, af tids-
kerner arret, af tidsstøv, med-
forladte sammen med jer,
Lapilli, for-
dværget, formindsket, til-
intetgjort, skaffet bort og forkastet,
sådan kommer det
fløjet, sådan kommer det
igen og hjem,
et hjerteslag, et årtusind langt
at holde tilbage som
urskivens eneste viser,
som en sjæl,
som hans
sjæl
beskrev,
som en
sjæl
nummererer.
***
HJEMKOMST
Snefald, stadig tættere,
duefarvet, som i går,
snefald, som om du stadig sov.
Langt borte aflejret hvidt,
over det, endeløst,
slædesporene efter det tabte.
Nedenunder, skjult,
krænges det udad, det
som gør så ondt i øjnene,
høj ved høj,
usynligt
På hver af dem,
hentet hjem til sit Nu,
et jeg gledet ind i stumhed:
af træ, en pæl.
Der: en følelse,
blæst hertil af isvinden,
som gør sin due, sin sne-
farvede flagdug fast.
***
BLOMST
Stenen.
Stenen jeg fulgte, i luften.
Dit øje, så blindt som stenen.
Vi var
hænder,
vi øste mørket tomt, vi fandt
ordet, som kom op fra sommeren:
blomst.
Blomst – et blindord.
Dit øje og mit øje:
de sørger
for vand.
Vækst.
Hjertevæg efter hjertevæg
bladrer frem.
Endnu et ord, som dette, og hamrene
svinger i det fri.
Hilsner og forunderlige aftenlufte
RoseMarie
|
|
