|
0
registrerede
159
gæster og
290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her en sjov og fin oplevelse nogen fik med sig i skærgården:
https://www.youtube.com/watch?v=EqS4SOqhqsY
BIRKELUNDEN
Bagerst i en have, med flodvand indenfor hørevidde,
i et murafskærmet hjørne som bastuen eller bagerset
i et tagløst abbedi eller en romersk villa med knuste gulve,
har de plantet deres birkelund. Plantet den for nylig,
men allerede nu hver morgen skyder den op i solen
som deres egne for længst voksne kroppe, barkens hvidhed
så lysbadet og kølig som den hvide natkjole af satin
hun bøjer sig og retter sig op i, mens hun drikker te,
siddende overfor ham, der dingler med en sandal
på sin store taktslående fod, så nøgen som en abbeds.
Røde mursten og skiffer, blommetræ og æble er stadig lige
troværdige, en cd med Bach går sine runder
i den helt almindelige haveluft. Over dem et jetspor
der smalner og bølger som en pindekerte eller pilevånd.
˶Hvis kunsten kan lære os noget,˝ siger han og overtrumfer
livet med et citat, ˶så er det, at menneskets vilkår er privat.˝
*
MOYULLA
Dengang strømmede hun
sortslikkende, hurtigt
under piletræerne
og kulden fra hende
var som kulden fra dig –
dine kinder, dit tøj,
dine bevægelser – når du kommer
ind fra arbejdet i haven.
Hun var under vejr
med sig selv, hendes grusgrunde
myldrede. pollenhinder lå
mat på de stille dyb.
*
Og hvad så? hørte jeg
nogen råbe. Lad dem
hvis de gider,
men lad det være for hende,
hendes rislen, hendes bundsten
der er fedtede og slørede
af alger, som om hendes navn
og talende vand
er blevet ramt af mudring,
hendes klare vokaler
af et stort vokalskifte,
fra Moyola til Moyulla.
*
Flod i mælkefeber,
fråde ved munden
af udløbsrøret,
drejesygt drivgods…
Barfodet på bredden,
gladøjet, med græs om ankel,
så jeg det hele
og elskede det den gang –
mispelpletter, bistik,
mejeriudslip
på hendes rene, kønne
piletræer og elle.
*
Træd ud i hende for mig
en friskkindet eftermiddag,
men ikke før
du træder ned i hellange waders
for at gå op til brystet
mod strømmen, i hendes
dybeste slæbende sug,
stå imod og skille hende,
hævde hende og mærke kilden
til hende og dit eget
fossende jeg, mens ingen af jer
er rede til at give op.
- Seamus Heaney.
*
I Rilkes værk om billedhuggeren Auguste Rodin, skrevet mellem 1903-1907, støder man bestandig på de smukkeste billeder skabt af Rilke selv: billedhuggeren der langsomt gror ud af billedskaberen, levendegøres:
”Der gives i Rodins værker hænder, selvstændige, små hænder, som uden at høre til nogetsomhelst legeme, er levende. Hænder, der retter sig i vejret, tirret og vrede, hænder, hvis fem strittende fingre synes at gø som en helvedeshunds fem halse…”.
mvh
Simon
|
|
|
|
