annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4453812
Et andet syn 1171176
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 931433
Jesu ord 816066
Spirituel omsorg 772129
Galleri
Hammershus
Hvem er online?
2 registrerede Arne Thomsen ,(1 usynlig), 7 gæster og 89 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet

Efter den veloverståede examen, har studenter med blanke øjne overalt givet den så hatten passede, for mange går turen nu ud af landet med lykken sprællende i kroppen, inden drømmene igen skal fattes. Her lidt fra Tranströmers ”Erindringerne ser mig”, da han som student i en anden tid masede med ordene, og hvor glæden efter examen næppe har været meget anderledes, mens der mellem lærer og elev var en verden til forskel – en Scherfigsk atmosfære rumsterer…


LATIN

I efteråret 1946 begyndte jeg i gymnasiet, klassisk sproglig. Jeg fik nye lærere over hele linjen. I stedet for Målle, Satan, Sløverik med flere kom nu sådan nogle som Fjalar, Fido, Moster og Bukken. Sidstnævnte var den vigtigste. Han var klasselærer og kom til at påvirke mig mere end jeg ville indrømme dengang jeg tog livtag med ham.

Vi havde haft et øjebliks dramatisk kontakt et års tid tidligere, inden han blev min lærer. Jeg var for sent på den og kom løbende i en af skolens korridorer. Fra den anden side kom en anden dreng farende, en der gik i en parallelklasse. Det var G., en kendt bølle. Vi bremsede pludseligt op lige foran hinanden uden helt at kunne undgå kollisionen. Pludselige opbremsninger har megen aggressivitet i sig og vi var alene i korridoren. G. benyttede lejligheden til at slå. Hans højre næve ramte hårdt ind i hjertekulen på mig. Det sortnede og jeg segnede om på gulvet, jeg besvimede som en mamsel i en roman fra 1800-tallet. G. fjernede sig.

Da mørket fortonede sig så jeg op mod en skikkelse der stod bøjet over mig. En langtrukket klagende, syngende stemme gentog næsten fortvivlet »Hvordan går det med dig? Hvordan står det til med dig?« Jeg så et lyserødt ansigt og et yderst velplejet kridhvidt skæg. Ansigtsudtrykket var bekymret.

Denne stemme, dette ansigt, tilhørte lektor i lain og græsk, Per Venström, alias Pelle Vänster, alias Bukken.

Han holdt heldigvis ikke forhør over mig, men virkede tilfreds da han så at jeg kunne gå fra stedet på egne ben. Fordi han virkede oprigtigt bekymret og næsten hjælpsom fik jeg en følelse af at Bukken inderst inde var et velvilligt menneske. Noget at dette blev siddende også senere hen, da vi kom i konflikt med hinanden.

Bukkens ydre var elegant og ret teatralsk. Til det hvide skæg bar han normalt mørk bredskygget hat og kort slængkappe. Et minimum af overtøj om vinteren. Det var let at associere til Dracula. På afstand var han suveræn og dekorativ, på nært hold havde hans ansigt ofte noget hjælpeløst over sig.

Det halvt syngende tonefald der kendetegnede ham var en personlig videreudvikling af det gotlandske idiom.

Bukken led af en kronisk ledsygdom og haltede slemt. Men bevægede sig alligevel hurtigt. Han gjorde altid dramatisk entré i klasseværelset, mappen blev smidt på katederet og allerede efter nogle sekunder stod det klart om humøret var godt eller dårligt. Hans onde påvirkedes tydeligt af vejrliget. På kølige dage blev timerne ret gemytlige. Når det var lavtryk og overskyet vejr slæbte timerne sig afsted i en trykket, pirrelig stemning med uundgåelige vredesudbrud.

Han hørte til den slags mennesker som det var umuligt at forestille sig i nogen anden professionel rolle en lærerens. Man kunne ligefrem sige at det var umuligt at forestille sig ham i noget andet end lærer i latin.

I det andet gymnasieår kom jeg i gang med mit eget modernistiske poesiskriveri. Samtidig blev jeg draget mod ældre poesi og da latintimerne fra de historiske tekster om krige, senatorer og konsuler gik over til vers af Catul og Horats glem jeg villigt ind i den verden af digte hvor Bukken præsiderede.

Versterperiet var lærerigt. Det gik til på følgende måde. Eleven skulle først læse en strofe, for eksempel Horats:

Aequam memento rebus in arduis
servare mentem, non secus in bonis
ab insolenti temperatam
laetitia, morituri Delli!

- Oversæt, råbte Bukken.

- Men fattet sind … øhh … husk med fattet sind … nej … sindsro … at bevare et fattet sind under vanskelige forhold, og ikke anderledes … hm … nej, ligeledes under god … gode forhold … øh … afhold dig fra overdreven … hm … livfuld glæde, dødelige Dellius!

Nu var den selvlysende romertekst virkelig blevet bragt ned på jorden. Men i næste øjeblik, med næste strofe, vendte Horats tilbage på latin med versets vidunderlige præcision. Denne vekselvirkning mellem det mangelfulde trivielle og det spændstigt sublime lærte mig en masse. Det var poesiens vilkår. Det var livets vilkår. Gennem formen (Formen! kunne noget løftes. Larvefødderne var væk, vingerne foldede sig ud. Man måtte ikke miste håbet!

Desværre indså Bukken ikke at jeg var fængslet af det klassiske vers. For ham var jeg en stilfærdigt provokerende yngling der havde offentliggjort uforståelige »fyrtiotalistiske« digte i skolebladet – det var efteråret 1948. Da han så mine produkter, med deres gennemgående små bogstaver og manglende tegnsætning, blev han forarget. Jeg indgik i det fremtrængende barbari. Sådan en måtte være uimodtagelig for Horats.

Billedet af mig mørknede yderligere i en time hvor vi gennemgik en middelalderlatinsk tekst om livet i 1200-tallet. Det var en overskyet dag, Bukken havde ondt og raseriet lå på lur. Pludselig udslyngedes spørgsmålet hvem den læspende og halte Erik var – han var omtalt i teksten. Jeg svarede at han var Pærekøbings grundlægger. Det var en reflektorisk reaktion for at lette den trykkede stemning.

Nu blev Bukken ikke bare vred i øjeblikket, det semester fik jeg »advarsel« i latin. Advarsel var en kortfattet skriftlig meddelelse til hjemmet om at eleven havde opført sig dårligt i faget. Eftersom jeg havde fået ros for latinstilene måtte jeg opfatte advarselssedlen som gældende livet i almindelighed snarere end latinen.

I gymnasiets afgangsklasse blev forholdet mellem os meget bedre. Da vi nåede frem til studentereksamen var det hjerteligt.

Omtrent da begyndte to horatske strofeformer, den sapfiske og den alkæiske, at trænge ind i mit eget skriveri. Sommeren efter studentereksamen skrev jeg to digte på sapfisk metrum. Det ene var »Ode til Thoreau« - senere slanket til »Fem strofer til Thoreau«, efter at de mest ungdommelige partier var fjernet. Det andet digt var »Storm« i suiten »Efterårsskærgård«. Jeg ved ikke om Bukken nogensinde gjorde sig bekendt med hvad jeg skrev da den første bog udkom.

Klassiske versemål. Hvordan jeg var kommet på den idé? Den meldte sig bare. Jeg betragtede jo Horats som en samtidig. Han var som René Char, Loerke eller Einar Malm. Det var så naivt at det blev sofistikeret:

FEM STROFER TIL THOREAU

Endnu en har forladt den tunge bys
ring af glubske sten. Krystalklart salt er
vandet der slår sammen om alle sande
flygtninges hoved.

I en langsom hvirvel er stilhed steget
herop fra jordens midte, for at slå rod og vokse
og med frodig krone beskygge mandens
solvarme trappe.

*

Foden sparker tankeløst til en svamp .En tordensky
vokser stor i randen. Som kobberlurer
giver træers krogede rødder tone og bladene
spredes forskræmte.

Efterårets vilde flugt er hans lette frakke,
flagrende til atter af frost og aske
rolige dage er kommet i flok og bader
kløerne i kilden

*

Troet af ingen går den der har set en gejser,
flygtet fra stenet brønd som Thoreau, og ved
således at forsvinde dybt i sit indres grønne,
listig og forhåbningsfuld.

*

EFTERÅRSSKÆRGÅRD

STORM

Pludselig møder vandreren her den gamle
kæmpeeg, som en forstenet elg med
milevid krone foran septemberhavets
sortgrønne fæstning.

Nordlig storm. Det er i den tid hvor rønnebær-
klaser modnes. Vågen i mørket hører man
stjernebillederne stampe i deres båse
højt over træet.

- Tomas Tranströmer.

mvh
Simon
Seneste indlæg
Mellemrummet
af Simon
20/01/2020 15:19
At være KIRKE i verden
af Hanskrist
20/01/2020 15:18
Lyser på vej
af Simon
20/01/2020 03:39
Mening med mit liv?
af ABC
19/01/2020 19:44
Samtaler omkring bålet...
af ABC
13/01/2020 12:55
Nyheder fra DR
22-årig dansker sigtet for grov afpresn..
20/01/2020 18:30
STIL SPØRGSMÅL: Hvordan skal man tackl..
20/01/2020 17:56
VIDEO Forstå Robin Hood-systemet, som m..
20/01/2020 17:45
Modefirma kritiseret for parykker ved mo..
20/01/2020 17:30
LÆS SVARENE: 'Harry og Meghan vil aldri..
20/01/2020 16:30
Nyheder fra Religion.dk
Fravalg i katolicismen handler om at kom..
20/01/2020 06:18
Ifølge Buddha bliver vi ikke lykkeliger..
17/01/2020 06:23
Indien i dag: Fra blød til hård nation..
16/01/2020 06:20
Vejen til det gode liv er ikke kun brola..
14/01/2020 06:42
Serie: De troende feminister
13/01/2020 13:17