|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
475
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ups…
Lidt fortættede stemningsbilleder fra et par hveder, særlig stærkt er Morten Nielsens ”Lille Helvede”, der udstråler den smerte en umulig forelskelse i Sonja Hauberg medførte, hun der døde af tyfus tre år efter han selv var død…
Maaske en martsnat
Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der gaar,
jeg bærer døden med mig
igennem livets aar.
En nat, maaske en martsnat,
saa mild af regn og tø,
skal jeg gaa bort i mørket
og holde op at dø.
*
Dråben
Et øjeblik, så sluttet som en dråbe,
har standset tidens løb. – Nu lever du.
Der findes hverken fortid eller fremtid,
alt er forklaret, alt er her og nu.
Når dråben brister, iler tiden atter,
du tvinges med af strømmen – men du ved,
at du kan aldrig blive helt den samme,
som før dit blå sekund af evighed.
- Grethe Risbjerg Thomsen.
*
Glemt Foraar
Alle de vaade Veje
lyser og staar i Blomst.
Jomfruer brænder Olie
for vaarens Tllbagekomst.
Ind gennem Ventetiden
blomstrer de blegt og ømt,
Vejenes unge Træer
og Drømmene de har drømt.
Jomfruer brænder Olie
for den ventedes Rytterfærd.
Han red over andre Veje.
Og mødtes med noget dér.
– – –
Den tunge og lyse Olie,
ødselt var den fordelt.
Men Flammerne daler langsomt,
og nogen slukkes helt.
Jomfruer brænder Olie.
Flammen er lav og Blaa.
Og nu er det snart September.
Hvem vender I mere paa?
*
Lille Helvede
Dette er Lille Helvede,
skal vi sige, det er en Café.
Jeg sidder ved Hæderens Hjørnebord,
der faar jeg en Ting at se.
Den er et Syn i Lokalet.
Oprejst som Lys og Vind.
Jeg sidder i Overfrakke
og ser hende komme ind.
Mens jeg igen kan huske
Mødernes lille Baand
mærker jeg hendes Parfume
mindende paa min Hånd
og Utaalmodigheden
og kravet om nyt og blidt
at møde et andet Menneske
rejser sig sammenbidt.
Men dette er Lille Helvede,
hvor alle Bordene står
med samme Afstand imellem sig
som ude i Lysets Aar,
og selv om de glødede, Læberne,
og Brysterne skælvende gik,
husker jeg ikke Glæderne
saa godt som det vigende Blik.
Hun, der er hemmelig Tanke,
Tavshed, og kold eller øm,
hun lyser i Nat paa et Værtshus,
en uuddrivelig Drøm,
og jeg promenerer Lokalet.
Det knitrer af Fattigdom.
Og det er det lille Helvede,
hvor Tankerne raver om.
*
Opstandelsens Under
Jorden har Svaner. Valmuer står i Brand.
Skibe besynger Havet i Aalborg Havn.
Skygger, der vandrer over usynligt Land,
strejfer min Hånd, standser, og hvisker mit Navn.
Blomster blir Frugt. Jorden skal høste den hjem.
Vidt skal de blomstre i en Midsommerstorm.
Dybet i Verden stiger og bruser frem,
møder mig her, gløder, og finder en Form.
Blomster blir Frugt. Frugten er stille og graa –
Døden står stum i min Hånd, og i Saft og Blod:
Dybt i det Træ. Øjnene hviler paa;
under den lyse Knitren af Grus for min Fod.
Vent paa mig nu, du der er mørk og lys –
menneskefødte Bærer af Fryd og Smerte.
Verden var død. Skøn står den op paany
ved Tingenes blide Forløsningsleg i dit Hjerte.
Underet sker – og du er en Fe som tryller
med alting omkring mig – og gir det din
dybere Glød.
Se, jeg har Skibe, se jeg har Blomster og Storme,
Himle og tøvende Skygger. Et liv og en Død.
- Morten Nielsen
mvh
Simon
|
|
|
|
