|
0
registrerede
159
gæster og
290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM..
Med så karakterfast et himmellys på de våde øers hexesabbat, ville jeg som nissen nok mene at der ingen grund ville være til bål, udover det rent umulige deri, men hvor jeg dog savnede at sidde dér og mærke ansigtet flamme i velbehag, mens snakken gik om de varmeste drømme omkring samme bål. Det blev der så ikke noget af i år, men jeg håber du alligevel havde en god midsommerfest..;)
Det er helt vidunderligt at stå op og brygge kaffe til granens snorken, alt imens fuglene synger i det dugfriske fra nattens regn. Det får mig til at længes nordover, og til her at lægge yderligere lidt ind fra Tranströmers mageløse billedskærerarbejde:
SVENSKE HUSE, ENSOMT BELIGGENDE
Et virvar af sorte graner
og rygende månestråler.
Her ligger gården sænket
og den synes uden liv.
Indtil morgenduggen risler
og en olding åbner
– med rystende hånd –
vinduet og lukker en ugle ud.
Og i et andet verdenshjørne
står nybygningen og damper
med lagenvaskens sommerfugl
flagrende ved hjørnet
midt i en døende skov
hvor formuldningen læser
gennem briller af saft
barkbillernes protokol.
Sommer med hørhårsbyger
eller en eneste tordensky
over en hund der giver hals.
Frøet sparker i jorden.
Ophidsende stemmer, ansigter
flyver i telefontrådene
på forkrøblede hurtige vinger
over mosejordens mil.
Huset på en ø i elven
rugende på sine grundsten.
En stadig røg – man brænder
skovens hemmelige papirer.
Regnen vender himlen.
Lyset bugter sig i elven.
Huse på brinken overvåger
vandfaldets hvide okser.
Efterår med en bande af stære
der holder morgengryet i skak.
Folk bevæger sig stift
på lampeskærets teater.
Lad dem uden ængstelse
de kamuflerede vinger
og Guds energi
sammenruller i mørket.
- Tomas Tranströmer, Hemmeligheder på vejen, 1958.
Det er sådanne digte der får mig til at holde vejret, bare lidt endnu, og til at glædes over regnen der skyller alt tilside, så man ka lidt igen…
Og så tilbage til hexene. I ”De satans kvinder” skriver Johnny Thiedecke i kap. ”Myten om den katolske brandhærgen” flg.:
”Heksejagten kulminerede i Europa i perioden 1570 – 1650. Den sidste heks blev henrettet i 1793. Det var i Polen. Men folkelige lynchninger af hekse har fundet sted helt op i det 20. årh.
Hexeforfølgelserne var igangsat af af inkvisitionen, den pavelige undersøgelsesdomstol vendt mod kættere, afvigere fra den rette tro. Men det er en myte, at det var inkvisitionen, der var den største heksejæger. Tværtimod var det – som den danske hekseforsker Gustav Henningsen har påvist i sin doktordisputats, ”Heksenes Advokat” – inkvisitionen, der afskaffede heksebålene 100 år før resten af verden. Myten om den rædselsvækkende katolske institutions ”brændhærgen” er oplagt protestantisk propaganda. Det frodige heksebilledmateriale vrimler således med fanatiske munke, der piner stakkels ungmøer. I realiteten henrettede de protestantiske områder, Tyskland især, mindst lige så mange hekse som de katolske.
Også til den nye verden bredte heksejagten sig. Således blev 31 mænd og kvinder hængt – det var henrettelsesmetoden ”over there” – ved masseprocessen i Salem ved Boston. Et glimt af atmosfæren og spændingerne i en sådan amerikansk heksesag kan man få ved at at se Arthur Millers stykke ”Heksejagt”, der for øvrigt også handler om Mccarthyismen i 50’ernes USA”.
Det var m.a.o. mænd der kostede rundt med kvinderne, dengang – ”She who must be obeyd” er et senere fænomen. Der findes masser af fin hekselitteratur, bl.a. en bemærkelsesværdig bog af Niels Hemmingsen, ”Om Echteskab” fra 1572 – så ka man med dén, tænke lidt over, hvorfor ægteskabets lænker forekommer mange at være så tunge, at der må tre til at bære dem!
God weekend
Nissen
P.s.: de lover os Provencevejr her i weekenden, håber du ka døje det…;)
|
|
|
|
