Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Man blir tit så imponeret, når man på sin vej gennem livets græs støder på en eller flere udøvere af en beundringsværdig monotoni: hoppefolket, der med elektronisk grej til måling af puls og meget andet, danser rundt som bølger til technokoncert; op og ned, op og ned, som lappedykkere på land; monotone intervaller i neonfarver og med håret i sidste nyt, med arme der symmetrisk holder kroppens beat, vugger afsted i livets cyklus, hop, hop, hop:
Berus jer!
Man bør altid været beruset. Alting beror på det; det er
den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige
byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden,
må I beruse jer uden ophør.
Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus
jer.
Og dersom det undertiden skulde hænde, på et slots
trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stues tung-
sindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget
af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen,
fuglen, uret, alt det, som flygter, alt det, som sukker, alt
det, som rinder, alt det, som synger, alt det, som taler,
spørg hvilken time det er; og vinden, bølgen, stjernen,
fuglen, uret vil svare jer: »Det er beruselsens time! For ikke
at blive tidens mishandlede trælle, så berus jer; berus jer
uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.«
- Baudelaire.
mvh
Simon
|
|
