|
0
registrerede
2209
gæster og
320
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Godmorgen Simon
... her i mellemrummet mellem alt og altid :))
Det er et rum for mig, der betyder og bebuder og altid husker mig på, hvad livets største værdier er ... når det kommer til stykket.
Tak for alle de opbyggende ord, du gi'r mig med altid og hen ad vejen. Dine sidste mange indlæg uden meget respons fra mig, fik mig til at tænke på Haldan og ordene her ...
Gi' dem himlen tilbage,
fugles og stjerners skrift,
venlige torve,
troskyldige veje og gader,
landskaber uden lænker,
skyer i drift,
blomstrende mure og farver
som ikke hader.
Gi' dem sangen tilbage,
vindens og regnens sang,
børnenes latter
og stilhedens lille klokke,
sprogets kærtegn og kroppens,
en solnedgang
lovsunget af cikader
og stæreflokke.
Gi' dem livet tilbage,
altings mangfoldighed,
sødme og bærme
vugget af samme kviste,
dagenes frodige uro
og svale fred.
Gi' dem tilbage alt
hvad de har at miste.
* * *
Den glæde vi fandt hos hinanden,
bag ord som blev til da vi tav,
er større end glæden der kaldte sig ind
under øjnenes frygtsomme krav.
Vi er hvad vi skænker hinanden.
Vor lykke er det vi formår
at hvælve os over og fylde med kraft
fra de kræfter vi ikke forstår.
Han ku' nu noget med ordene, der både var det lette og det, der var langt dybere og mere alvorligt
Og her en anden og nutidig ordskriver :))
At kende sig selv er at finde et lys
og flakke som møl i spiraler,
at føle et sug mod det fjerne, et gys
i flugt med kometernes haler
- sprænge sig ud
gennem knogler og hud
og glide mod himlen som svaler.
At ville sig selv er at bane sig vej
i krattet, hvor tornene flænser,
at vække sin Tornerose til leg
og ride i spring over grænser
- træffe et sted
på en kærlighed
til det, som du slet ikke ænser!
For kærlighed buldrer i celler og væv
og bølger fra græs og til hvaler.
Den dirrer i dunet om dammenes siv
og blikket, når kæresten taler
- slynger sig op,
til den finder en krop,
og elsker mod alle moraler.
At finde sig selv er at røbe sit skjul
og finde sig i at blive fundet,
at råbe "hér er jeg" og træde i sol
- for før var du blindet og bundet!
Frit komme frem
som en ven mellem dem,
der troede, du var forsvundet.
Til kæmper blir de, der vil gribe det blå
og kende sig selv og hinanden;
dog større er du, som tør famle og nå
med hænderne over forstanden.
Fandt du en ven,
ved du - kender kun den
sig selv, som ved af en anden.
Jesper Kallesøe
Mange hilsner i morgensol efter de mange dryp
RoseMarie
|
|
|
|
