|
0
registrerede
33
gæster og
199
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Her lidt mere fra Marguerite Duras’ ”At læse”, der nærmest er en lille lykkelig pamplet hvorfra lykken danser op i øjnene på én; lidt som at se børnenes ansigter når de stamper vandpytter, se bladenes dug når man går ind i solens dis en tidlig morgen med våde bukseben, eller at se hvordan det gnistrer af håb i en elegi, et blomstrende sprog der får mig til at ønske at sidde og drive tanker af i hendes pragtfulde have til livets tikken, mens sneglene flytter huse i tårnhøje græsstrå – jeg tror for øvrigt ikke gartneren hendes fodrede snegle med knurrende mave, men muligheden må stå åben, for som du ved, er det franske køkken en lyksalighed af sjove maveting. Ja det er ikke spor svært, at forestille sig lidt driveri af tid i det kære Provence med de lilla marker, mon for resten Erik Pouplier i dette nu er ved at fylde vindunken i garagen, mens hans tanker vandrer mod bordets glæder?...;)
”Jeg er aldrig kommet mig over det fortvivlende ved politik. Aldrig. Det er på grund af denne naivitet, at jeg er blevet forfatter. For Sartre og de andre var der for lidt militant holdning, de måtte gå via et professorat. Det, der virker bedst, er at udbrede en idé, for folk tørster efter beviser. Det er det, der er naivt. Lykken er at være klar over, at vi er grundlæggende utilfredse, og at der ikke er noget at gøre ved det. Det er et falsk problem. Det var måske nødvendigt for at gennemføre Den Franske Revolution, for at løfte masserne, men ikke desto mindre drejer det sig her om grundlæggende naivitet. Og dog er det dette fejlagtige udsagn, der har gjort størst uret mod det maskineri, som marxismen er. Når marxismen er slut, skyldes det både den tankegang og den skæbne, den har lidt, lige siden Den Franske Revolution indtil Den Russiske Revolution i 1917, nemlig lykkebegrebet hos folket. Alles lykke fører aldrig til den enkeltes lykke, og den enkeltes lykke fører aldrig til alles lykke. Lykke er et begreb hos det enkelte individ, det er individuelt, individualistisk, og intet kan på nogen måde erstatte lykken, set udfra et samfundssynspunkt. Samfundet kan ikke forvalte lykken. Hvis lykken for mig er at stjæle eller at dræbe, er det ikke samfundet, der skal påbyde mig det. Den væsentlige dumhed må ligge på det punkt i den marxistiske moral.
Lykken er et begreb, som på tragisk vis hører til individet, den bliver ikke tildelt af samfundet. Lykken er nu et begreb, som er i tilbagegang, den er en sociologisk dumhed, men uden tvivl betydningsfuld.
Det, der giver mig fornyet livsmod – og jeg håber ikke, det holder op, før jeg dør – det er, at mennesket har opfundet Gud, musikken og at skrive. Det er overhovedet ikke Korstogene eller Marx eller Revolutionen, det er snarere Baudelaires digte, et digt af Rimbaud, hele Beethoven, hele Mozart, hele Bach og mig selv. Jeg tror, at Revolutionen har gjort både mennesket og den menneskelige idéhistorie uret. Jeg tror, at det, jeg har troet på, og det, jeg har tilsluttet mig i årevis, denne marxisme-leninisme, er den største dumhed – i bogstaveligste forstand – som hvis man sagde: den største intelligens. Det, vi forsøger at skille os af med lige nu, er stadigvæk den form for marxisme, som ikke længere tillader at se med friske øjne på fornyelse, improvisation, på kvindernes, børnenes, de gales og andres stemme. Alt er helt og aldeles cementeret af marxismen. Det er sygt.
Den eneste lykke, der findes, er forstandens. Jeg tror, at personer som Rousseau, Montaigne, Diderot fandt lykken.
Jeg har talt meget om moderkærlighed, da det er den eneste kærlighed, jeg kender, der er betingelsesløs. Det er den, der aldrig holder op, den eksisterer i ly af alle vejrligs omskiftelighed. Der er ikke noget at gøre ved det, det er en ulykke, den eneste i verden, vidunderlig.
Jeg har levet alene i mere end ti år, og det er det rigeste liv, jeg har levet.”
- Marguerite Duras.
Bedste weekendhilser
Nissen
|
|
|
|
