|
1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Herunder et smukt digt, en ekspressionisme, fra teologen og den finlandsfrivillige arbejdsbi i udlængsel Peter de Hemmer Gudme. Det er fra 1918 og antyder tankebrydninger fjernt fra et trygt og lunt sofahjørne, at gøre en praktisk forskel og ikke blot i verdenskrigen men i livet ud, har givet ligget ham på sinde. Han måtte desværre ta sit liv i 1944 i Shellhuset, efter at være blevet tortureret af Gestapo.
For en evt. interesseret, udgav Peter Nicolai Gudme Christensen i 2013 ”Helte og andre ofre” [ISBN 978-87-88214-82-6], hvori beretningen om hans liv, humanisme og skæbne mere indgående udbredes for ens øjne:
»Det syder i min Tanke
jeg vil af Buret ud.
Jeg vil paa gamle Vaner
for altid gøre Brud.
Og Ryggen vil jeg bade,
hvor Bro i Flammer staa
og uden nogen Tanke
mod Eventyren gaa.«
De smukke strofer minder om en tilsvarende viljefast poet:
NATTOGET
Rolig går toget frem over Østlandet.
Frosthimlen lyser, stjerne ved stjerne.
Karlsvognen ruller stilt langsmed åskammen,
der hvor dens brødre drønner mod jernet.
Menneskene sover inde i nattoget,
trygt i den venlige, varme kupéen.
Vugget tilhvile fra sangen av hjulene
bæres de frem gjennem natten og sneen.
Blodrøe gnister fyker langs stjernene
opp fra det dirrende lokomotivet.
Fyrdøren åpnes; ind slænges kullene.
Her sliter mændene; her synger livet.
Men i den ukjendte natten de suser mot,
synger det også, i viljer som spændtes –
skufler i snestormen, bud gjennem trådene,
hør oss, vær rede – nattoget ventes!
Høifjeldmaskinen snøfter mot stormnatten,
kræftene strækker den, skinnende, slanke,
frem i en skjønhet som ender i sneplogen,
stolt som en vilje, fri som en tanke!
Brændingen fråder og velter mot stålbringen,
sprænges af plogjernets flamme som flyver.
Manden på dørken griper om spaden sin;
ildmørjen blaffer; snekôvet gyver - -
Sang det i trådene: sneras ved Reinunga!
Hei, den roterende sætter op dampen,
suser langs linjen, pikker opp mændene,
dirrer med vældige kræfter mot kampen.
Hvinende skjærer de flyvende knivene
ind gjennem skredet, hvirvler og slænger
sneen til himmels; stanger sig fremover
fot efter fot langsmed skinnenes strenger.
Mændene luter ved gry, over skuflene,
frysende venter de: dér drønner larmen,
nattoget fløiter! Inde i vognene
våkner det nogen, og klager for varmen.
Så er det borte, bruset av nattoget!
Ut i den friheden mændene brøitet
stormer det vældig med jublende klang,
sprænger langs juvene, smelder i skjæringer,
lyner i solskinnet, nedover, nedover,
dalene bæver under dets sang!
Farten bliver øket, susende vestover!
Målet er nær, ja i blæsten fra havet
løfter det stålropet, seirende, stolt!
Skibene svarer; skibene skjønner det –
de som må gå gjennem mørket og uveiret …
Nattoget stanser. Ruten er holdt.
- Nordahl Grieg, fra ”Norge I Våre Hjerter” 1945.
mvh
Simon
|
|
|
|
