|
0
registrerede
30
gæster og
341
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ja, Urtekram – i Larsbjørns Strædet.
Nej, kirkegårde som åndehuller er jo ikke samme nødvendighed, som når man bor i byens midte. Ville ikke selv ku holde bylivet ud, og derfor bruge kirkegårde som beboerne.
”De kolde stene” er mere symbolet på døden, forgængeligheden, overvindeligheden, viljens ende.
”Jeg kan godt li' versene af Nis Petersen som du har postet, men jeg kan desværre ikke gengælde.”
- Sprogets lyde er i sig selv musik, at synge er et sprog; fx ka breves indhold gøre øjne glade eller sørgeligt stemt, som kirkeklokker: ”øjne som kirkeklokker” ka sagtens betragtes som en værre omgang vrøvl, men har man forbundet sorgen i øjne til lyden af kirkeklokker, da vil tankebilledet som en bevidst sproglig fremstilling formidle et stemningsbillede der bringer forståelse frem i os, virke som et eventyrterapeutisk værktøj: sætningsdannelser ka som kirkeklokker vippes, og formidle os en sproglig forståelse.
Man behøver jo ikke at læse digte, eller skrive dem, men de ka jo være en god måde at formulere noget hengemt i sig, og metoden ka være et indre behovs værktøj, fordi sproget ringer et eller andet frem, som fx hos Nis Petersen, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen. Børn elsker netop ham, HR, de leger netop hele tiden med sproget. Men han skrev også meget alvorlige digte, fordi indtryk fra en stor del af levetiden var så alvorlige, at det tragiske for at tackles måtte spejles i en humorisme, ligesom Benny Andersen, og levede i mange år sammen med en humoride, hr. og fru. humoride-Rasmussen..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
