|
1
registreret Arne Thomsen
996
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her lidt fra en der stadig pulserer, en for hvem det var vigtigt at få skabt noget på tryk, inden alt var forbi, før han kun var mindet i andres øjne. Der er en stoisk ro over hans tankebilleder, et dybt snit i livets midte hvor der groede en lille ængstelse, midt i en triumferende uovervindelighed man jo som ung føler. Noget tilsagde ham at skynde sig. Den sprællevende ordblomst foldede sig i hast ud med en selvkritik der skar dybt, samme kritik de nære venner måtte mærke, og i en tid hvor nuet var nu og krigen styrtede imod ham. Det blev til en enkelt digtsamling, de efterladte digte udgav senere Paul la Cour, og så en pragtfuld samling breve til fri læsning, hvor sindets modenhed stråler os i øjnene og minder lidt om Kim Malthe-Bruuns. Et blik som en ragekniv der skærer det uvæsentlige væk.
Det er både vidunderligt og lidt vemodigt at læse den slags, dybden tilfører os jo en masse, som tilfældet er det, når gode hoveder rammer os. Og tiden er jo en hensynsløs modstander, så de blomstrende ord må vi selv vande, og der er masser af liv i Morten Nielsens, som man nu og da føler behov for at dase mellem, som solen daser på kølige stene med tidens mindelser om følelsen af overvindelighed. Dér ka gode poeter godt gi tiden et lille skub til siden, bare for en tid..;)
En sommer over væggen
Det er et Mørke af Nat,
der roligt falder ind om deres Arme,
to græske Piger, tøvende i Skæret
af Sommermørke over vore Karme.
To græske Piger i et Relief
med lette Arme og med Haanden lukket
om en tretusindaarig Blomst,
en fjern og frodig Regn har gennemtrukket.
De bøjer Nakkerne i Sommermørket;
med tunge Munde tier de i Rummet,
i Skyggen om dem er der haarde Skuldre
og unge sagte Raab, der er forstummet.
Og de er vaagnet i den blege Nat
med Mørkets Aande over deres Arme.
Det grove Lagen rører ved min Hånd,
og under Huden venter der en Varme –
for de er tre. To staar med fyldte Blomster,
og hun, der hurtigt klær sig af, er deres Søster,
og dette klare Mørke er det samme
og tar som Hænder ned om deres Bryster.
*
Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde …
Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.
*
GULT GRÆS MOD SOLEN
Har du set den første Svale,
hørt et blødt Fløjt af Stær,
aander gult Græs mod Solen
og er Solen mere nær?
Staar der krokus i Haven
en Morgen, naar du gaar,
og tar Blæstens Hænder stille
og forsigtigt i dit Haar.
Er det allerede Foraar,
er Frosten forbi,
eller tvinger den de første
smaa aabne Munde i?
Paa Vejen, i et Landskab,
der er stort, lydt og hvidt,
staar Hjulsporets Vægge
som hugget i Granit.
Men et Skred i Muld, en Syngen,
en bevægende og blind,
er begyndt, og noget strømmer
og vil ud, og vil ind,
og mit Hjerte, der tav
som en syg Mand i sin Stol,
staar vendt igen mod Solen –
mod den hellige Sol.
- Morten Nielsen.
mvh
Simon
|
|
|
|
