|
1
registreret Hanskrist
432
gæster og
189
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Ja, sprog betyder mere, end man umiddelbart skulle tro. Ord er ikke bare ord, for ord skaber, hvad de nævner ... og deri består kraften, vigtigheden og kærligheden til mangfoldigheden. Ord må der gerne frådses med, deles ud af, så de kan modtages og tages ind ...
Når jeg læser og nyder digte, ja så har jeg det som om, jeg frådser i ord. Og det på trods af, at langt de fleste digte ikke synligt og konkret består af mange ord, men af mangfoldige ord ... og for mig rummer mellemrummene nok flere ord end bogstaverne.
For mig er mellemrum noget af det allermest hele og helene, ja endda hellige (sådan apropos) ;)) Mangfoldigheden, overraskelsen og ånden. Det hellige er for mig ikke et sted derude eller deroppe i det blå. Mangfoldigheden er det hellige, at kunne rumme mangfoldigheden og se meningen i den og i mellemrummene ...
At være vidne til noget helligt er at løfte sit hoved, at brede sine arme ud. Ikke mod himlen, bare lige et lille nyk op lige indtil (og ind til) forbindelsen til det andet menneske nåes. Det hellige ligger i mellemrummet til et andet menneskes blik og udtryk, i det at kunne se og rumme mangfoldigheden dér, til noget andet end mig selv ...
Jeg ved, jeg før har citeret denne herre, og nu kommer han igen ... :))
"Den som kan bevæge sig rundt i mellemrummene, mellem de stemmer der høres og de regndråber der falder. Som sodavandets brus modstår hans lethed trykket og lægger sig trygt og samvittighedsløst på den uendelige overflade. Han svæver som en luftballon lavt over land og lægger sig til rette i de tunge vinde. Han bevæger sig gennem skyer og rører ved dem som gådefulde tilfælde, ikke for hvad de er, men simpelthen for det, at de er til."
***
"Vi vandrer ind gennem en lang slugt af bløde små bjerge, hvor regnens violette nedfald giver hele stedet en sær men dragende toning. At vandre ind i Nabateanernes hule er som at sejle ind i Mekongflodens forgreninger mod skjulte ruiner gemt i junglen. Efter en times vandring åbner klipperne sine porte til det gamle folks stolthed: Kazneh. Et paladsagtigt skatkammer med høje søjler. Øverst oppe opdager vi frisernes tilsynekomst, der når solen står højt antænder et levende teater af Nabateanernes stolte dyrejagter. Et hjortelignende hoved sat øverst på en søjle og med sin ranke hals og nedadvendte øjne havde den gennemskuet os. Måske var vi allerede kommet for sent til at opleve dette sted. En hel by der først blev opdaget i det 18. århundrede. En by som måske aldrig skulle have været opdaget, men forblive et hemmeligt billede på et sted naturen selv har skabt og som ikke vil ses, men kun forvandle. Et sted der forbliver uforståeligt for os, fordi vi kun kan møde en tilsynekomst og ikke gribe en forvandling. Hjorten kender sig selv, det gør vi endnu ikke.
Klipperne der om formiddagen var indhyllet i et tåget slør, ville langsomt i løbet af dagen afsløre sine hemmeligheder. Det var som om nattens søvn havde vævet usynlige tråde ind i klippernes krop, der den næste dag afslørede en overrumplende rigdom af changerende farver fra lilla og violet over til rødbrun og okker. Et persisk tæppe af farver og mønstre havde sovet sig ind i klippen. De fugtige morgendråber havde gjort tæppet levende."
Fra "Vandringens gåde" af Alexander Carnera Ljungstrøm
Og så lige lidt fra det grønne og duftende ;))
I Danmark er der roser i bedene,
når foråret kommer,
der er også små lysthuse i haverne,
så snart det er sommer,
de består af fletværk af træ og blomster
som kommer og kommer,
i solen, i vinden, så snart det suser af sommer.
Så står vi op og klæder os på igen -
vi går i haven med en allerkæreste ven -
vi drikker af duggen og duften med øjne og næse,
vi drikker morgenkaffen, begynder med at læse.
Jens August Schade
En herlig aften til dig her fra det grønne
RoseMarie
|
|
|
|
