|
0
registrerede
19
gæster og
200
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM…
Med et særligt tak for Benny, hvem jeg heller ikke ville undvære, her et essay fra 80’erne af Marguerite Duras, skrevet på hendes gamle skrivemaskine og garanteret med et gl. whisky og en sort kop kaffe med sukker ved siden af den. Essayet er et blandt mange ganske fine i ”Det materielle liv”.
Tidsspilde i dag, tales der kun om som et samfundsøkonomisk problem, men nedenunder rumsterer livet til urets tikken i øvrigt, og for hver enkelt måske spørgsmål om, hvad vi brugte den fortabte levetid til og hvad den kommende skal bruges til. Enkelte menneskers levetid ka være værd at bruge sin egen på, for særlig udvalgte er andet utænkeligt, at læse er også forbrug af levetid, om den var det værd? Engang imellem synes alternativet utænkeligt. Gennem et andet menneskes øjne, findes virkelig oplevelser man helst ikke ville være foruden, forårsaget af tilfældigheders frie spil ind og ud af hinanden i en tid der aldrig kommer igen. At lade hjerterytmen slå sine slag i mere eller mindre rolig rytme til sideskift der hurtig blir fortid, er mindre anstrengende end selv at vove pelsen i en urskov af tilfældig fremtid, men også en tidsspilde, i sig selv:
At spilde tiden
Med den distance, man i min alder har til ungdommen, virker det meget mystisk at se, hvad den gør med sin tid. Det er skræmmende og det er meget mystisk. Det enkelte tilfælde er altid det værste. Den fulde anvendelse af livet opnås af de kvinder, som har børn. Det er det, som er deres sikkerhed. De er overvældet af børnenes behov, deres krop, deres skønhed, den pleje, man må give dem, den kærlighed, hver enkelt af dem kræver at få i fuldt mål og vil dø af, ikke at få. Kvinderne med deres børn, det er det eneste syn, der ikke virker svækkende. På den afstand, der er fra mig til jer, op på den, der er mellem jer indbyrdes, virker enhver eksistens ellers uden nogen betydning, uden nogen berettigelse. Enhver eksistens er et uløseligt problem. Naboerne på trappeafsatserne, som er anbragt lodret i ejendommene, man spørger sig selv, hvordan det er muligt og man er selv en del af arrangementet.
Det, som udfylder tiden, det virkelig at spilde den.
Alle disse unge, som er plantet foran kirkerne, på pladserne, i Darty, Forum des Halles og som står og venter gør til syvende og sidst mindre ondt at se på end arbejderne i det Sociale Boligbyggeri ved Paris’ porte, og mindre end vækkeurene, der ringer i vinternatten, for at folk skal gå på arbejde, så de kan blive ved med at være levende.
- Marguerite Duras.
mvh
Simon
|
|
|
|
