|
0
registrerede
3261
gæster og
253
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Et hej i natten…
Natten må være hunkøn, med alle de stemninger den afføder, hvori selvfølgelig indgår skrigene affødt fra penne og klaprende skrivemaskiner eller computere, alt sammen små hovedbrud a la Zeus’ hjemmefødsler. Og nu du talte om lyset og luften, og jeg mindes snakke om havets repertoire af sanseaftryk i sindet, ja jeg tvivler på at der findes noget der som havet ka ramme så bredt i os, da ska du naturligvis ha lidt mere af lyset, et lys jeg finder utroligt smukt – lagt i link nederst på siden.
Forresten ka’ jeg blie helt syg efter at sidde i Marguerite Duras have og ikke røre så meget som en lillefinger, bare være der, ja det havde selvfølgelig været at foretrække med en drikkelig kop kaffe serveret af hende selv, dér i haven, hvor intet andet end det at indånde haven stod på, men det hører nu engang til historier på papir.
Der findes haver som bærer på en næsten umådelig historisk byrde, og en sådan have minder hendes mig altså om – og det er vel igrunden ikke så mærkeligt, besættelsestiden taget i betragtning, hvor selv små grønkorn fik ubærlige minder skåret ind i sig, og så dybe rifter i sindet bevares langt ind i eftertiden, hvor de så indlæses uden man nødvendigvis selv er sig dem bevidst.
Haver siger naturligvis en del om deres gæster, dem som låner lidt levetid i dem, en del haver afspejler ligefrem deres indre landskab, lidt som at gå på opdagelse i deres bogreoler, for dér at komme deres indre lidt nærmere – dem der låser deres bøger inde i store glasskabe, bør man måske ta sig i agt overfor. En sådan bush af blomstrende forhistorie afspejler husets indre, er et vidnesbyrd om et fortroligt forhold til noget forgangent iboende i os, historien vi bærer ud i livet og som sætter sine frø. Det er jo så ikke alle frø der overlever, og noget overlevende ka jo være en frygtelig historie, men måske en historie vi er nødt til at lære at kende, for at kunne leve et frugtbart liv.
Jeg har tit tænkt, når jeg har set nye betonhuse skyde op i luften, på hvordan det må være at leve i historieløse rammer, der jo sagtens ka være resultatet af behovet for tag over hovedet og et sted at være privat. Det er jo heller ikke alle historier der er lige interessante, ligesom det ikke er alle rismarker i Vietnam man skal rode alt for dybt ned i. Men tilbage til livets indtryk på øjne og ører, og de mindelser vi aflæser i det omgivne:
https://www.youtube.com/watch?v=GC9gnHZxP6Q
mvh
Simon
|
|
|
|
